Farvel hængekøje

Livet i hængekøjen er slut for denne gang.

 

Imorgen bevæger jeg mig forsigtigt ind i hamsterhjulet igen. Sætter mig i bilen og skal navigere i hverdagstrafikken igen. Det bliver så spændende igen at skulle være en del af en arbejdsplads, og se hvordan jeg trives med at befinde mig i et hæsblæsende kontormiljø igen.

 

Jeg har valgt den forsigtige model, og sagt ja tak til en tidsbegrænset stilling for de næste 3 måneder. Helt perfekt løsning for mig, da jeg bag om kulisserne har gang i en drøm, der forhåbentlig bliver til virkelighed i det nye år.

 

Jeg glæder mig til at skulle opleve livet og arbejdsgangene i en anden virksomhed. Bidrage, hjælpe til og være mega nysgerrig på det at være i et andet arbejdsmiljø end det jeg har kendt til fra min tidligere arbejdsplads.

 

Da jeg sidste år valgte at hive stikket, og stemplede ud fra arbejdsmarkedet, var jeg mildt sagt ret shaky, og aldeles udenfor komfortzonen. Men jeg følte, at jeg sad fast i hamsterhjulet… havde mistet mig selv og følte mig trist. Jeg havde kæmpet længe for at finde min arbejdsglæde - desværre uden held. Vi som familie trængte til at der skulle ske noget helt andet….noget som skulle vende helt op og ned på vores hverdag, også selvom vores økonomiske situation ville ændre sig markant.

 

Det var med tårer trillende ned af kinderne jeg fik sagt farvel på min tidligere arbejdsplads. Forud havde jeg haft mange gode snakke med min chef. Vendt og drejet tingene med ham, min familie og virkelig forsøgt at lytte til mig selv. Det var dæleme en hård følelsesmæssig tid for mig og mine omgivelser. Men HEY…. jeg overlevede - VI overlevede. Og selvfølgelig kunne jeg da undværes på arbejdspladsen. Faktisk har jeg tit tænkt tilbage på de x-kollegaer jeg har sagt farvel til igennem tiden. Både dem der frivilligt gik, dem der blev fyret eller dem der skulle pensioneres. Fra den ene dag til den anden er man bare ikke en del af arbejdspladsens hverdag mere. Ingen er uerstattelige, og der kommer bare en ny som bidrager med nye input og nye ideer. Sådan er det bare…

 

Mit fokus var at jeg ville være glad igen og genfinde mine værdier og lytte bedre til min mavefornemmelse. Det lykkedes sgu ! Jeg er kisteglad og stolt. Jeg knuselsker And for at have støttet og opmuntret mig. Mine unger har jeg set i øjnene, og tilbragt mega meget tid sammen med, ja vi har haft mange virkelig fede oplevelser og stunder sammen.

 

Jeg har tilbragt mange timer i eget selskab også. Det var faktisk slet ikke så skræmmende som jeg frygtede. Denne pause her, hvor jeg stoppede op, fik mig til at mærke mig selv igen. Jeg har lært at trække vejret dybt, og nu kan jeg igen møde mig selv med overbærenhed og venlighed, hvilket også smitter af på mine omgivelser og dem jeg møder på min vej. Jeg føler igen jeg kan gøre noget for andre, smile og gøre gode gerninger. Jeg forsøger ikke at dømme hverken mig selv eller andre for livets valg.

 

Jeg er blevet langt mere opmærksom på de ting der i min hverdag er at glædes over og være taknemmlig for.

 

Jeg er desuden GIGA taknemmelig over de mennesker der har været omkring mig det seneste år. Såvel “gamle” veninder og venner der har lagt skulder, kram og ører til min sindstilstand, men også til de nye bekendtskaber der er kommet ind i mit liv. Jeg har virkelig sat pris på, I har været der og bidraget til at genfinde mig selv… af hjertet tak for de fede snakke, grin og lethed i har beriget mit liv med igen. Jeg lover at holde fast i mig selv - og jer, for I er faktisk ikke til at erstatte !