Unger, hva’ glor I på ?

Unger, hva’ glor I på ?

På DR3 kørte der en programserie som hed “De perfekte piger”. Den fulgte hele vores familie med i. Den satte virkelig nogle tanker igang hos os alle, og gav os samtidig en god mulighed for efterfølgende at tale med hinanden om hvad medier som FB, IG, Youtube og Snapchat kan gøre ved os, på godt og ondt.

 

På vores rejse lærte vi en hel del om vores børns interesser og tidsfordriv på de sociale medier. Ligeså blev vores adfærd og færden observeret af ungerne. Vi fik introduceret hinanden til de ting der optog os hver især. Helt ærligt så havde vi ikke brugt tid på at undre os over hvad tiden bag telefonerne blev brugt på. Hjemme i Andereden opholdt vi os bare i hver vores verden.

 

Youtube er et medie som sluger meget tid hos begge unger. Jeg har nu valgt at få indblik i hvem de følger, og som de anser som interessante. Jeg er blevet klogere, og faktisk også lidt overrasket, over hvad de lærer af dem de følger. Jeg har valgt at subscribe til nogle af de youtubere ællingerne følger. Nu kan jeg bedre sætte mig ind i hvad det er der optager dem. Noget der har givet mig en AHA oplevelse er, hvor meget en person - bag en profil eller foran et kamera - kan influere og vække utallige latente behov hos vores børn. Ja, og selvfølgelig også hos mig selv.... en morgen tog jeg mig i at lave havregrød fordi jeg lige havde set en youtuber gøre det samme. Det så virkelig bare så lækkert ud. Efter første bid tænkte jeg “Hanne hvad sker der lige for dig. Du har prøvet utallige gange med havregrød ! Du har aldrig kunne li' det ! Gryn og kold mælk går lige an, men ikke varmt !" Men jeg blev jo tydeligvis inspireret af den søde unge 19-årige pige.

 

Er det så her jeg skulle have lavet et Instagram opslag og puttet glimmer på havregrøden og lavet en tekst der lød “Ha en god dag... med himmelsk havregrød !” ? Det er helt vildt så meget indflydelse disse populære profiler har. Ja, og det kan være svært at gennemskue og mærke den rigtige person bag filteret.

 

Jeg kan sagtens forstå de 4 piger fra udsendelsen “De perfekte piger” har svært ved at navigere i glansbilledeverden. Nøj nogle tanker, krav og forestillinger de havde til det de så. Lige præcis derfor har jeg valgt at bruge tid på at sætte mig ind i den verden som mine unger følger. Jeg vil gerne have at vi sammen forsøger at forholde os kritiske og dog nysgerrige til den verden vi oplever og ser gennem skærmen på vores telefoner.

 

Som jeg har skrevet tidligere så vælger jeg selv at have mine glimmerbriller på når jeg surfer rundt. De briller er jeg mægtig glade for. De har i hvert fald gjort, at jeg ikke lader mig påvirke i humør eller stemning mere. Jeg ser livet på de sociale medier som et virtuelt glansbilledealbum med rigelige mængder glimmer på. Jeg synes bestemt min horisont bliver udvidet.

 

Nogle profiler er måske aktive debatører, eller har en mening langt fra min. Fred være med det. De giver bare kolorit på de sociale medier. Jeg forsøger at favne det sure med det søde...det opstillede med det upolerede. Tja, jeg vælger nok at fokusere på det bedste i alles udtryksformer og lyster. Andres bevæggrunde for at udtrykke sig enten på den ene eller anden måde stiller jeg mig ikke til dommer for.

 

Jeg var så heldig at overvære "Guldtuben" sidste år. Det var noget af en øjenåbner. Jeg følte selv, at jeg på daværende tidspunkt var nogenlunde med på noderne, og var nysgerrig på de sociale medier, men at overvære dette store setup, og se hvordan - for mig - ukendte og ganske almindelige unge mennesker blev ophøjet til store stjerner, gjorde at jeg virkelig følte mig som en måbende guppy. Jeg var nok alligevel rimelig blank på hvem der var hvem. Den aften fik jeg godt nok en på opleveren og sandede en ny verden.

 

Jeg føler efterhånden, at jeg er blevet bedre rustet til at kunne tale med, når vi taler medier herhjemme. Altså bare på simpelt husbehovsplan... jeg er stadig spejlblank på snapchat og twitter, men ungerne hjælper mig med at forstå deres verden. Vi prøver at influere hinanden her i familien. Vi giver hinanden vores input til den påvirkning der ret så uskyldigt sker i de mange videoer, billeder og tekster, der bliver publiceret. Jeg er i hvert fald ikke bleg for at indrømme, at jeg også bliver inspireret, præget og helt sikkert påvirket bevidst eller ubevidst af dem jeg følger...

 

Hold nu magle udviklingen og interesser ændrer sig konstant. Det går bare hurtigt. Det der var super spændende, som fangede og var virkelig interessant, er pludselig ugen efter så kedeligt. Nogle følgere bliver unsubscribet og nye bliver valgt. Når jeg spørger ungerne om hvorfor nogle pludselig bliver uinteressante....så er det hvis profilerne benytter sig af click baits og det “ægte” og jordnære forsvinder. Hvis en video varer længere end 12 min. så er den også dømt lidt ude - ellers bliver der helt sikkert “spolet” hen over nogle sekvenser.

 

Jeg har det selv således, at når en profil begynder en overdreven fremhævning af produkter, så kan sympatien hurtigt dale og pludselig skal der ikke så meget til før man bliver en anelse skuffet og sågar også lidt ærgerlig over, at det man faldt for hos profilen er forsvundet. Det uskyldige bliver måske ædt op af reklame for alverdens ting og sager. Jeg kan også blive lidt mættet, når der går for meget kammerateri i den. Når der konstant fremhæves eller refereres til hinandens profiler, eller dem man følger har været inviteret til samme event hos et firma, og de så nærmest alle samtidig publicerer, spammer og bruger alt energi og taletid på at fremhæve det samme produkts fortræffeligheder. Så bliver jeg ærligt lidt pas på både firmaet bag, men også af ejeren af profilen. Sorry to say it. De profiler der ikke bevarer deres integritet bliver hurtigere puttet i en kasse, ja og måske fravalgt. Her er ungerne lidt hurtigere på aftrækkeren end mig. De tøver ikke med at cutte forbindelsen.

 

Jeg er blevet positivt overrasket over de snakke vi har haft her i familien. Det har i hvert fald gjort os alle bedre til at gennemskue tingene og forholde os lidt mere kritisk, når vi får sat ord på hvad vi hver især synes der er godt og skidt ved de mange profiler vi kigger med hos og som faktisk sluger en del af vores tid... ja til tider præges vores hjerner jo gevaldigt og sammen forsøger vi at holde jordforbindelsen, som den ganske almindelige familie vi er.

 

Glimmer på og tak fordi du læste med, hvis nogen læste med...