Florida

Florida

Vi landede meget tidligt om morgenen i Orlando. En lidt turbulent flyvetur ifølge de andre i Andefamilien, både med hensyn til selve flyvningen, men også med en medpassager som var blevet dårlig. Jeg havde sovet hele turen, så jeg havde ikke ænset noget. Jeg nåede dog lige at følge med i sikkerhedsproceduren inden afgang. En ung steward fik på humoristisk vis gennemgået sikkerheden i flyet, og han stillede ligefrem kontrolspørgsmål.

 

Det er lidt tankevækkende, så ligeglade mange passagerer egentlig er, når det kommer til pli og opførsel i et fly.

Vi har efterhånden oplevet mange ting på vores mange flyvninger. Alle har sikkert deres bevæggrunde for at handle som de gør, men for mig er der bare handlinger fra flyselskabets og passagerernes side, som bliver komplet uforståelige for mig.

 

Det starter allerede ved gaten. Her står man i en lang kø, og der hersker total forvirring om hvilke rækker der må boarde. Lyden i mikrofonen, som skulle give en klar og tydelig information til passagererne er ofte håbløs og skratter. Det er heller ikke altid man forstår det sprog, eller den engelske accent, som mikrofonholderen speaker med. Ofte bliver informationen også givet i et meget monotont toneleje.

 

Hvorfor gør man ikke boarding oplevelsen visuelt overskuelig, eller indfører sådan en tingest, som nogle restauranter benytter. Sådan en dims der buzz’er og lyser, når din mad er klar. På den måde kan flypersonalet styre kaosset, og få boardet i ro og mag (Jep du kære investor, kontakt mig endelig, hvis du ønsker flere gode råd, og ideer til kø-løsningsforslag. Jeg har alligevel masser af tid til kreativ tænkning).

 

En ting er, at man vælger at boarde i rækker, altså fra nummer dit til nummer dat. Men når langt de fleste passagerer vælger at medbringe en stor, hård håndbagagekuffert, så sker der altså et flaskehalsproblem inde i flyet. Jeg er lige nødt til at indskyde, at det rent faktisk burde være forbudt at få tilladelse til at medbringe sådan en håndbagage trolley, hvis ejeren ikke selv kan styre, løfte og jonglere med den. 

 

En hård trolley er bare ikke sjov at få i hovedet, fordi Mrs X ikke har trænet biceps og triceps de sidste 40 år, og ikke har en chance for at kunne løfte den op i rummet til håndbagage. Eller hvis Mr Y bare ikke er udstyret med de længste ben, og ikke kan nå op til selvsamme rum. Det værste bliver så hvis Mrs X og Mr Y ikke har plads i “eget” rum, og nu må på jagt efter anden plads til kufferterne.. de mokker forvirret rundt. 

 

Flere medpassagerer bliver involverede i deres kuffert udfordring...tjaa, alt imens venter vi andre passagerer da bare. Vi står gerne helt mast sammen i midtergangen!! En stewardesse prøver at overhale hele passagerrækken for at yde førsteklasses service, og få afværget den sprængfarlige situation det er, at lade flypassagerer stå så tæt sammenpresset, at det langt overskrider alles intimsfære. Den følelse havde jeg måske allerede fået frembragt hos dig, så det havde jeg nok ikke behøvet at nævne.. For hulan det må kunne gøres mere humant at boarde et fly.

 

Tør jeg nu beskrive, hvad der sker ved landing ? Flyet holder stille. STRAKS klikker samtlige passagerer sig ud af selen, for synkront at rejse sig, og få fat i deres håndbagage. Mrs X og Mr Y er lidt paniske, for de kan jo ikke bare lige tilkomme deres HÅRDE TUNGE HÅNDBAGAGE TROLLEYS, og nu er de også i hård konkurrence med alle andre passagerer som bare vil ud i friheden.

 

Kigger du rundt, står virkelig mange - helt frivilligt endda - stuvet sammen som burhøns, og med nakken bøjet fuldstændigt af led, for at vente en rum tid, før det overhovedet bliver muligt at bevæge sig mod udgangen. ‘Amen er I ikke søde at sætte jer ned igen. Måske er der rent faktisk nogen som har brug for en hurtig exit, men sgu da ikke samtlige passager.

 

Som minimum burde alle med indchecket bagage blive siddende, og ligesom i kirken vente på at rækkerne bliver tømt efter tur. Vi skal jo alligevel vente ved bagagebåndet eller ved immigrationen. Så slap nu bare af, og spred lidt god karma.

Måske kunne man til flypersonalet opfinde et smart sele kliksystem, så de frigiver passagerne efter tur. Lader dem som har betalt kassen for en hurtig frigivelse komme afsted først, sammen med transitpassagerer selvfølgelig. Og de familier som indeholder et barn under 5 år, lad endelig også bare dem forlade flyet hurtigt, så kan vi andre forlade flyet lige så stille og roligt med helt normal puls, og uden buler i panden fra andres uhåndterbare håndbagage.

 

Ahhhhhh det lettede altså enormt at få presset den lille ytring ud mellem sidebenene.

 

Alamo har endnu engang været en fornøjelse at leje bil hos. Her i Orlando overraskede selskabet os virkelig gevaldigt. Det tog under 2 minutter ved skranken, og så var kursen sat mod sydligere himmelstrøg.

 

Vi havde booket 4 overnatninger på Hilton Suites i byen Boca Raton nord for Miami. Der var en helt særlig grund til lige at vælge den - for os - meget ukendte by. Først og fremmest er vores økonomi ikke lige gearet til de dyre overnatninger i Miami, og samtidig lå byen kun en halv time fra Cooper City, hvor vi skulle mødes med Sara.

Sara har gået i klasse med Nicholas. Hun er gennem Rotary havnet her i Florida, hvor hun bor privat hos en familie. Her oplever hun High School livet, og samtidig er Sara en aktiv repræsentant for alle de arrangementer der er via Rotary. Sara lagde ikke skjul på sin glæde over at få besøg. Det var ikke kun Sara der glædede sig og var spændt. Nicholas og vi andre tre var lige så entusiastiske. Vi så frem til at se hende, og få et glimt af hendes hverdag her.

 

Gensynsglæden var stor. Vi fik alle en ordentlig krammer. Jeg kan lige tilføje her at....det kan godt være jeg rummer mange ord på skrift, men Sara er så en pige som rummer virkelig mange ord verbalt. I starten blev det en lidt sjov blanding af danske/amerikanske ord og vendinger. Man kunne godt mærke, at hun her i sine amerikanske omgivelser, fandt det meget mærkeligt pludselig at skulle tale dansk.

 

Vi fik en rundvisning på skolen. Mange steder var der låst af, fordi det var sidst på eftermiddagen, og nok også set i forhold til sikkerheden efter skoleskyderiet, som var sket på en skole blot 30 min herfra. Men for at give jer et indtryk af hendes skole, så var det ligesom at træde ind i kulisserne til High School musical filmen. Den skole virkede ret så cool.

 

Sara guidede os hen til kvarteret hun bor i, og sørgede for vi blev lukket forbi sikkerhedskontrollen, ind til området. Virkelig skønt sted hun er havnet. Her er der absolut gjort noget ud af kvarterets omgivelser og klubhus. Kæmpe pool og fitnessrum og andre udendørsaktiviteter. Vi blev inviteret med hjem til familien hun bor hos. Vi fik en rundvisning i “hendes” store hus. Fik også lige hilst på “host dad” inden Mathilde, And og jeg smuttede videre nogle timer. Nicho blev tilbage og deltog i et socialt arrangement som host familien skulle afholde om aftenen.

Næste dag stod den på strandtur. Vi hentede Sara, og satte derefter kursen mod Miami South Beach. Hyggelig dag hvor vi nød endelig at få luftet bikinien og badebuksen igen.

Om aftenen introducerede Sara os til spisestedet Chipotle. Et sted hvor der bliver serveret hurtig meximad. Et stort hit, især hos mig.

Sidste dag med Sara tilbragte vi alle i Floridas største outlet, Sawgrass Mills. And placerede sig med en kop mokka, og noget brugbart internet i solen udenfor på en bænk, mens vi andre gik på opdagelse i et hav af butikker, i de næste mange timer. 

 

Vi har alle nydt en fantastisk weekend i Sara’s selskab. Det var helt vemodigt at sige farvel, og pludselig blev der også lidt stille i bilen, for der er godt nok blevet udvekslet minder og musiknumre. Vi har grint så tårerne trillede ! Mathilde er i den grad blevet inspireret, og High School livet er nu også i hendes overvejelser. Det er nu tilføjet hendes (ret lange) bucketliste over ting hun godt kunne tænke sig. 

 

Vi valgte at sætte kursen mod St. Petersburg, nærmere betegnet Treasure Island. Her har vi booket os ind på Treasure Bay Resort & Marina. Ja, det lyder altsammen farlig fint. Det er et ganske nydeligt sted uden at være prangende. Vi har rigtig dovnet den her.

Hotellet ligger med udsigt til vandet, og der ligger et ganske fint udvalg af spisesteder. Dejligt bare at kunne ud og spise, fremfor at skulle starte bilen.

En aften kørte vi til Tampa for at overvære det lokale ishockey-hold (Lightning) spille en NHL kamp. En kæmpe arena var fyldt med knap 20.000 fans. Selve atmosfæren var super skøn. National følelsen er stor, og man benytter samtidig alle pauserne til at hædre et hav af borgere for deres indsats, enten i en krig, eller for støtte til et lokalt projekt. Som underholdning bliver der ofte zoomet ind på tilskuerne, som ivrigt vinker eller kysser sidemanden. Dem der ikke opfatter de er på storskærmen bliver der lavet lidt animeret sjov med, til stor morskab for os andre. En ganske underholdende aften, selvom jeg ikke har en fis forstand på ishockey.

 

De sidste 10 dage af vores rejseeventyr har vi valgt at tilbringe et velkendt sted. Vi befinder os nu i Kissimmee, Orlando.

Her har vi lejet et hus igennem en dansk familie. Vi har faktisk boet i dette hus tidligere. Det er i et fredeligt kvarter som hedder Paradise Palms. Vi synes virkelig godt om stedet.

 

Hvis du skulle være nysgerrig så tjek deres side ud her: www.orlando-vacation.dk. Det kan klart anbefales hvis du foretrækker at bo i dit eget istedet for hotellivet. Der er alle faciliteter, egen pool, og der kan bo to familier.

 

Vi er begyndt at indstille os på, at rejseeventyret er ved at være ved vejs ende. Det har været fem måneder smæk fyldt med oplevelser og familie nærhed. De sidste dage nydes nu med sol og varme. Det er faktisk meget lidt vi foretager os.

Det var vigtigt for os, undervejs på denne rejse, at få skrevet vores minder ned i en rejsedagbog. Vi vil nu for altid kunne få genopfrisket vores fantastiske oplevelser. 

 

Rejsevideoerne som Nicho Poncho har skabt, vil altid være med til at give os et godt grin. Hans små film giver en sjov indsigt i vores, nogle gange, skøre sider, og vi nyder at kunne gense alle de rejsefilm der efterhånden er blevet kreeret af ham.

 

Vi vil her til slut sige TUSIND TAK fordi du læste med. Vi ved nu med sikkerhed, at nogen rent faktisk har læst med. Det har virkelig været fantastisk at dele vores oplevelser.

 

Ses i Danmark.