San Francisco

San Francisco

Efter at have tilbragt hele dagen i L.A. med vores danske venner, satte vi nu kursen nordpå.  Vi valgte at tage et ophold for natten i byen Lompoc. Overnatningsstedet hed Valley Inn og lå ca. 30 min. fra byen Solvang. Det var mørkt, da vi ankom, og faktisk kørte vi allerede videre næste formiddag. Så jeg aner ikke om byen Lompoc har noget specielt at byde på.

Det der var vores fokus, og der hvor vi valgte at bruge nogle timer, var i den lille idylliske “danske” by Solvang. 

 

Det blev en speciel og særlig oplevelse. Efter 4 måneder på farten rundt i verden, så gav det en skøn følelse at gå rundt i byen. Vi smagte på flødeboller og romkugler. Fik købt saltlakridser og tyrkiske peber bolsjer. 

 

Smukt syn med Dannebrog op mod den blå himmel. Solvang er bestemt en meget tivoliseret (findes det ord mon?) og kulissepræget udgave af Danmark, men vi fandt det nu meget charmerende. Ifølge Nicho mindede det dog mere om Østrig, bare med danske flag.

 

Vi vidste, at vi bevægede os mod køligere temperaturer, så vi gjorde holdt i et outlet og gik målrettet efter lidt overtøj. Denne weekend var der ekstra knald på tilbuddene pga helligdag om mandagen d 19. februar. 

 

Den 3. mandag i februar er det Presidents Day. Det er en generel fejring af alle de amerikanske præsidenter, som der har været gennem tiderne. Butikkerne benytter weekenden op til dagen med at holde udsalg. Ikke dårligt for os.

 

Jeg kan afsløre, at vi har set meget frem til vores ophold i San Francisco. Alle der har besøgt byen, taler så varmt og glædestrålende om, hvor skøn byen er. Nu skulle vi endelig opleve, mærke og indsnuse et lille flig af livet her i San Francisco. 

Vi havde booket os ind på Hotel Carlton. Et super hyggeligt hotel, som var charmerende indrettet med pangfarver, og hvor møblementet ikke var så hotelagtigt. Ikke noget fancy, men vi følte os bare vildt godt tilpas her. Hver eftermiddag er der et par timer i lobbyen, hvor forskellige kunstnere synger og spiller live for gæsterne, mens du kan nyde et glas gratis vin. Meget stemningsfyldt og velbesøgt. 

 

Nå, men som tidligere nævnt, er vi ret glade for at gå rundt i en storby, og det havde vi bestemt set frem til her.

 

Vi havde hørt, at der skulle være mange hjemløse i byen. Mange storbyer har vel en eller anden form for skyggeside. Hvis man som besøgende ikke opsøger de skumle steder, og istedet holder sig til befærdede (og stejle!) gader, krydser den røde bro, rusker i tremmerne på Alcatraz, eller bare nyder livet ved havnepromenaden… ja så tror jeg ikke man vil opleve problemer. 

 

3 hele dage havde vi til rådighed til at få oplevelser ind på kontoen.

Vi lagde ud med at krydse Golden Gate Bridge. Det var koldt, men fantastisk flot og klart vejr. Broen stod knaldrød, og var så smuk en kontrast til den flotte blå himmel. Broen er San Franciscos vartegn og byens stolthed. Jeg forstår godt, at den er verdensberømt, for smuk ser den ud.

 

Min favorit bro er nu Brooklyn Bridge i New York. Det vil den altid være af en hel speciel grund. 

 

And fik i 2011 konstateret prostata kræft, og efter nogle hårde måneder med mange biopsier og til sidst en operation, så overraskede han mig efterfølgende med en tur til New York. Den tur er for os meget mindeværdig, og det var et rørende øjeblik at krydse Brooklyn Bridge hånd i hånd. 

Nicholas var blevet ramt af kriller i halsen og snue. Han så lidt vingeskudt ud, så han foretrak en timeout på hotellet, og ville helst bare krybe under dynen. Mathilde var faktisk også bare mest til at lave ingenting. Her er det jo skønt at rejse med store unger. De nød fred og ro på værelset. And og jeg traskede videre rundt i byen.

Vi krydsede Union Square, og forsatte ned mod havnepromenaden. Slog os ned på en bænk, og nød udsigten ved molen, samt det livlige mylder af mennesker. Heldigvis skinnede solen. Der var fortsat blå himmel, og det var knap så koldt denne eftermiddag. Fik efter egen mening skudt nogle virkelig gode billeder til gemmerne her.

Gåturen hjem var OP, og jeg mener seriøst OP ad Hyde Street. Det er god træning at bevæge sig opad her på gaden. Pyha den er stejl. Vi kunne have valgt at hoppe på en af de charmerende sporvogne, der kører frem og tilbage på denne gade. Men de var godt proppede, så den oplevelse hungrede jeg ikke efter. Vi gjorde et holdt hvor Hyde street og Lombard Street krydser hinanden. Lombard Street er endnu en af San Franciscos kendetegn. 

 

Vi havde tidligere på dagen været nede ad det famøse stykke af gaden i bil. Denne stejle gade er ensrettet, og du kan kun køre ned ad den. Den har otte skarpe hårnålesving, som er omgivet af blomsterbede. Kvarteret her er også super hyggeligt med de victorianske huse i smukke farver.

Vi havde (for en gangs skyld) været ude i god tid, og allerede lang tid før ankomst til SF booket en tur til fængselsøen Alcatraz. Det var en super god oplevelse, hvor vi alle fik noget ud af besøget. En audioguide styrede vores færden rundt blandt cellerne og fortalte historier om de meste berygtede indsatte, og om flugtforsøg. Det var noget særligt at bevæge sig rundt på de nu forladte fængselsgange og forestille sig livet her på stedet. 

Vi fik efterfølgende snuset lidt rundt til området ved Pier 39 og Fisherman’s Wharf. Det er et meget turistet område nede ved havnen, hvor der ligger butikker og restauranter. Her ved molen er der også en søløvekoloni. Det er nok den mest fotograferede søløvekoloni jeg har set. Søløverne lader til at nyde rampelyset her.

Vi fik også gået gennem både Chinatown og Little Italy. Vi ramte Chinatown en morgenstund, hvor alle grønthandlerne fik leveret varer. Meget fascinerende, og sikke en hektisk aktivitet. Igen er det imponerende at se, at der ligger måske 10-12 grønthandlere klods op ad hinanden. Det er jo virkelig atypisk i Danmark, og meget ilde set hvis en butik vælger at åbne i samme område, hvor der allerede findes en butik med samme sortiment. 

 

Især Little Italy fandt jeg meget charmerende. Hvis jeg engang kommer tilbage til byen, så tror jeg faktisk, jeg vil checke ud om det område kunne være aktuelt at bo i. Jeg vil elske at være omgivet af italienske restauranter og cafeer.

En køretur til Muir Woods nåede vi også. Her krydsede vi atter Golden Gate bridge og kørte forbi et lille område fyldt med husbåde. Dem der bor her kan næppe være på et mere idyllisk sted. Når jeg skriver at vi atter krydsede Golden Gate, så er det fordi vi forsøgte at besøge Muir Woods allerede to dage tidligere. Det viste sig desværre, at man skulle have booket en parkeringstilladelse på nettet inden ankomst, og det var vi ikke lige bevidste om. Men det fik vi styr på. Det var iøvrigt en ny ting der var indført her i januar måned.

 

Wow nogle giga høje træer vi gik iblandt. Træerne kan blive tudse gamle. 1000 år. Man går på gangstier og må ikke forlade stierne. Kender du fornemmelsen af larmende stilhed ? Synes det selvmodsigende udtryk er så fint, ja det er jo egentlig en mærkelig beskrivelse, men her bemærker man virkelig stilheden, og man tager sig i at hviske sammen for ikke at bryde idyllen.

Vi lagde også vejen forbi de huse som er udødeliggjort på tusindvis af billeder, og er kendt som “Postcard Row” eller “Painted Ladies”. Hvis du kender TV-serien “Hænderne Fulde”, så ved du nu hvilke huse jeg taler om. I starten af hvert afsnit ser man familien Tanner på picnic her på plænen ved Alamo Square, som ligger lige foran disse huse.

 

For at få den fede udsigt med disse smukke huse samt skylinen i baggrunden, så find det højeste punkt på plænen. Vi har nu et billede til i samlingen af populærsteder vi har besøgt.

Vi sluttede vores ophold af i SF med en middag på Lori’s Diner. Det er et sted som giver et visuelt billede på en amerikansk 50/60’er cafe. Her er dineren udsmykket, og indrettet med en gammel amerikaner bil i lokalet. Der står et hav af gamle radioer, og stedet er meget sjovt at opleve. Ikke den store kulinariske oplevelse, men vi hyggede os i omgivelserne.

 

Vi har lige som mange andre også fundet SF vanvittig skøn. Igen et sted vi gerne vil tilbage til, dog gerne i en periode hvor det er en anelse lunere. Vi har på ingen måde følt os utrygge i byen. Faktisk fandt vi ud af, at det var en god ide lige at have lidt mønt i lommen. Der er altid nogen mennesker som lever på gaden man fatter ekstra sympati for. Her blev det nemt og hurtigt lige at gribe ned i lommen og give dem lidt mønt. Mange af de hjemløse vi mødte havde faktisk så meget overskud at de lige gav os et smil og en venlig bemærkning med på vejen.

 

Nu er kursen sat mod Las Vegas. Vi glæder os big time.

 

Tak fordi du læste med, hvis nogen altså læste med…