New Zealand / Nordøen

New Zealand / Nordøen

En uge skal vi tilbringe på nordøen. Vi er godt spændte på om fordelingen af vores Syd versus Nord dage vil være det rigtige valg. Altså med to uger i syd, og nu en uge her på nordøen.

 

Vi landede i Auckland lufthavn, og igen har vi booket bil igennem “Go Rentals”. Det biludlejningsfirma har vi virkelig kun rosende ord til. Det foregår virkelig nemt. Det går rigtig tjept med at få bil udleveret, og hurtigt sætter vi så kursen mod Coromandel halvøen.

 

Ved vores research omkring oplevelser på nordøen, blev vi ikke helt euforiske over udbuddet. 

 

Vi havde fra start valgt at springe de store byer, Auckland og Wellington, over. Vi havde aftalt at gå primært efter naturoplevelser, og ikke bruge særlig meget tid på at slentre rundt i byer. 

 

Efter nogle timers kørsel landede vi på motellet Tairua Shores. Her har vi booket os ind for 2 nætter.

 

Vores lejlighed - eller det er måske nærmere et lille enderækkehus - har en lille have med udsigt til en lille havn. Vi får hurtigt handlet ind, og menuen står på en god New Zealandsk bøf tilberedt på husets store gas grill. Vi nyder aftenen ude i haven med yatzy, og får lige afstemt de næste dages forventninger. Total sommerstemning.

Coromandel er stedet hvor man har mulighed for at dyrke et hav af aktiviteter. Især vandre-, cykle- og kanoture er populære her. Der kan desuden fiskes, dykkes og surfes, ja mulighederne her er mange.

 

Coromandel er et meget besøgt ferieområde. Her ligger en masse skønne sommerhuse, med udsigt til de mange strande, som området også er kendt for. Her er stemningen virkelig afslappende. 

 

På vores turdag har vi udvalgt 3 ting som vi gerne vil opleve. Første stop bliver en vandretur op til udkigspunktet ved Mount Paku. Herfra er der en fin udsigt over området og strandene. En stejl lille gåtur op, men det var absolut det værd.

Her fik vi også kigget nærmere på den karakteristiske sølvbregne plante, som kun vokser her på New Zealand. Det er landets nationalplante. Flere firmaer og sportshold bærer sølvbregnen som logo. Faktisk var det for få år siden oppe til folkeafstemning om New Zealand skulle have et nyt flag. Det nye flagforslag var med en hvid sølvbregne på sort/blå baggrund med de 4 røde stjerner. Stjernerne symboliserer et stjernebillede, Sydkorset, som kun kan ses fra den sydlige halvkugle.

 

Det blev et tæt løb, men flertallet havde stemt for, at det flag som har eksisteret siden 1902 skulle bibeholdes, altså flaget med de fire røde stjerner, samt Union Jack i hjørnet. 

 

Vi fortsatte vores tur videre med en omgang bjergkørsel. Der er virkelig smukt i bjergene. Der er bare en hage ved at køre i dette terræn - køresyge.

 

Jeg er ikke rustet til at køre i hårnålesving, og nogle gange bliver jeg bare ramt mere end andre. Det blev heldigvis bare til lidt kvalme, og gik hurtigt over efter vi gjorde holdt i byen Hahei. 

Vi kastede os fluks over noget frokost på en hyggelig udendørscafe. Vi har lært af erfaring at det bare gør en oplevelse lidt sjovere hvis alles sult er stillet. Vi skulle på en halvanden times vandretur. Kursen mod Cathedral Cove var sat.

Turen går via en grussti langs bugten. Nogle steder er der ujævnt og kuperet. Der er flere steder vi stopper undervejs og nyder udsigten. 

 

Fremme ved stranden bliver vi bestemt ikke skuffede over synet af Cathedral Cove, som er en grotte der adskiller to lækre badestrande. Vejret var lidt gråt i gråt og blæsende. Der var godt gang i bølgerne, og derfor ikke mange badende. Jeg vil sige, at havde solen bagt ned fra oven, så havde gåturen været temmelig ulidelig, men til gengæld ville det have været en super strand- og badeoplevelse.

Sidste stop på vores turdag er ved Hotwater Beach. Dette besøg skal times med tidevandet hvis man vil prøve at grave sit eget hul, og lægge sig i det varme vand som strømmer op fra jorden. Vandet kan være op til 60 grader, så man skal passe lidt på hvor man får gravet. Da vi ankom var der et mylder af mennesker, som enten var i gang med at grave sig en pool, eller allerede lå og slængede sig i deres sand/vandpool. Andre stod bare med åben mund og polypper, og gloede på hele cirkusset. Vi hørte til den sidste kategori. Ganske underholdende at se på, men også lidt klaustrofobisk. Her lå man meget tæt på hinanden.

 

Vi sprang derfor lige dette bad over, som helt sikkert også ville føre sand ind i hver en åbning/sprække eller kløft. Vi så godt hvordan der blev kæmpet med at få skyllet sig rene ved fællesbruseren.

Næste dag satte vi kursen mod Hobbiton. Her skulle vi på en guidet rundtur i det fantastiske område, som er bygget til trilogien af Ringenes herre, og senere brugt til Hobbitten filmene. Vi var meget spændte på hvad der ventede os. Du kan kun komme ind med en guide på en tur. Vi var spændte på om vi ville opfatte stedet som en turistfælde og pengemaskine.

 

Hvis du går lidt i din egen verden, og lukker de mange turistbesøgende ude af din bevidsthed, så er det faktisk ikke svært at forestille sig de små Hobbitter passe deres hverdag her i dette fantastiske univers.

Guiden fortæller livligt om Hobbiton, og disse historier gør absolut en forskel. Nu ved vi for eksempel at træet lige bag Bilbo Sækkers bolig er menneskeskabt. Hvert blad er placeret manuelt, og træet er derefter blevet sprøjtemalet. 

Efter et par timer er rundturen færdig. Var det så en pengemaskine og en turistfælde? Tjaaa, det kan man vel godt sige. Der valfarter store turisterbusser (den ene en rent kinesisk udgave) ind seks gange i timen, og der var fuldt booket på stort set alle de afgange vi søgte på…. MEN jeg vil alligevel sige, at det var en god oplevelse, hvis man interesserer sig for filmene. Der var altså noget magisk over stedet. Vi så også et brudepar der fik skudt nogle billeder her fra stedet. For dem var det helt sikkert eventyrligt.

Fairy Springs hed det næste overnatningssted. Vi havde booket for 2 nætter. Det var ikke det mest charmerende sted, men der var rimelig rent. 

 

Byen vi nu var havnet i hedder Rotorua, og er også kendt som “verdens røvhul”. Grunden hertil er tydelig når man ankommer. Det skyldes de mange svovlholdige kilder der er overalt. De hørmer helt vildt. Faktisk som en ordentlig “ægger” der er sluppet, eller sivet ud, under dynen, og kan skabe og fremkalde virkelige hysteriske udbrud fra den som fisen lugte kan. Det lyder måske ikke så lækkert at skulle bo her, men man vænner sig alligevel til det. Måske det havde været værre hvis det var en varm sommerdag. Men for første gang oplevede vi at fryse, og samtidig var vi ramt af heldagsregn. 

 

Vi trodsede regnvejret og gik et par timer rundt i parken Wai-O-Tapu Thermal Wonderland.

En meget speciel naturoplevelse at vandre rundt i dette termiske område, hvor jorden vender vrangen ud. Hvor det syder og bobler, sprutter og koger fra undergrunden. Man er virkelig tæt på dampende huller i jorden, og lugten af råddenskab er temmelig markant. Det lugter som en grum kloak der trænger til at få fjernet fedtemøg og hårboller. Selvom beskrivelsen måske ikke lyder så lækkert, så var det altså pænt fascinerende.

3 dage havde vi booket i byen Napier som var næste stop. Motellet vi havde valgt hed Palm City. Det lå i gå afstand til byen og stranden. Endelig var der også kommet opklaring i vejret, og det gør især denne by mere sommerlig.

Byen Napier er kendt for sin Art Deco stil. Smukke bygninger i pastelfarver, vejskiltene har sin specielle skrifttype, og flere steder har butikker i deres udstilling ladet sig inspirere af Charleston stilen fra 20-30’erne. Flotte kjoler, lange handsker, cigaretrør, hårbånd og hatte. Jeg ved ikke om der var skruet lidt ekstra op for temaet pga den årlige Art Deco festival, som skulle foregå ugen efter, men hyggeligt var det. 

And og jeg var på opdagelse i den vildeste genbrugsbiks i byen. Nøj der kunne vi (jeg) godt få flere timer til at gå. Der var ikke det, de ikke havde ! Jeg valgte at købe en lille nøgle som jeg har placeret i min halskæde. Bare som et lille sjovt minde.

 

I 1931 blev Napier jævnet med jorden af et jordskælv. Da byen skulle genopbygges var Art Deco den helt nye moderne stilart for tiden.

Napier er desuden en kystby. Langs strandpromenaden er der lavet et hyggeligt miljø i form af kunstinstallationer, skaterbaner og bredt fortov/cykelsti. Det gør det ideelt til en morgen eller aftenløbetur. Vandet her har et turkisfarvet skær, og stranden er fyldt med sorte flade smutsten. Det giver bare en kontrastfyldt WHAU udsigt. Vi nåede to gode løbeture her. De kunne virkelig slå fast, hvor dårlig vores form efterhånden er blevet.

På vores vej retur mod Auckland rundede vi Huka falls. Det regnede og var igen trist vejr, så det blev sådan en tjek oplevelse. Been there, done that.

 

Sidste nat tog vi nær Auckland. Stedet hed 540 on Great South, og var bare et opholdssted for natten. Det havde nu en ganske fin standard.

 

Vores dage i New Zealand er nu slut. Jeg har været glad for vores valg om at tilbringe mest tid i syd. Det har for mig været der de største WOW oplevelser har været. Vejret har ikke rigtig været med os her på Nordøen, og det er vildt så stor betydning det får for indtryk og oplevelser. Alt er altså bare sjovere og lettere i solskinsvejr.

 

Der er stadig så mange ting vi gerne vil opleve her på New Zealand, så jeg håber bestemt det bliver et på gensyn engang.

 

Nu er kursen sat mod Los Angeles. YEHAA det bliver dælme også fedt.