New Zealand / Sydøen / 1

New Zealand / Sydøen / 1

Det var første gang vi stiftede bekendtskab med Emirates. Det var virkelig en fornøjelse at flyve de ca. 3 timer turen varede. Jeg skulle jo egentlig have sovet, men blev fristet af en sød romantisk film, selvfølgelig med en forudsigelig handling. Det er lige mig at godte mig til sådan en feel good film.

 

For en gangs skyld udfyldte vi immigrationspapirerne i flyet, så vi ikke skulle ordne det efter landing. Vi vidste godt at New Zealand (ligesom Australien), er rimelig strikse ved indrejse til landet. Alle bliver kontrolleret og stillet et par spørgsmål, inden man lukkes ind. Ingen jord/mudder på skoene, ingen fødevarer/frugt/planter/frø/nødder må indføres. Det er simpelhen for at undgå at få spredt sygdomme til deres mange dyr og planter.

Vi kom igennem nåleøjet, dog først efter et ekstra gennemtjek af Mathildes rygsæk. Nicho og jeg stod pænt og ventede ved alt vores andet bagage. Her kunne vi følge med i, at hunde sniffede til alles bagage inden toldområdet blev forladt. De tager det virkelig meget alvorligt.

 

Man skal også sørge for, at have en flybillet ud af New Zealand igen, allerede inden man ankommer til landet.. Ja, så lige pludselig skulle vi planlægge længere end en uge frem. Det er jo ikke ligefrem langtidsplanlægning vi praktiserer på denne rejse, og en fastlagt plan har vi som regel først klar et par dage før. 

 

Tilbage i Melbourne gik vi derfor lidt i tænkeboks. Nicho og And undersøgte rigtig meget, og der blev vejet for og imod en tanke vi havde haft siden Bali. Vi havde her talt om, at efter NZ ville vi flyve til Fiji, tage et kort ophold, og så videre til Hawaii og derfra til LA. Det kunne da være en skøn oplevelse !

Men efter at have googlet en del rundt, og fået et nogenlunde overblik over seværdigheder, hotelpriser og flybilletter, kunne vi godt se, at det ville komme til at koste rigtig mange penge. Vi bestilte flybilletter til den 14. februar, og LA bliver nu startstedet på endnu et roadtrip. De sidste 5 uger bliver tilbragt i USA. 

 

Tilbage til nuet. 21 dage har vi til at få udforsket lidt af New Zealand. Vi har valgt, at 2 uger tilbringes på sydøen og 1 uge på nordøen.

For at få set mest muligt har vi vovet os ud i at leje en bil. Det er And der kører bilen her. Det er første gang, han skal prøve at navigere rundt i et land med venstrekørsel. Mange omtaler det som værende ret nemt, og især her i New Zealand hvor trafikken ikke skulle være så heftig.

 

Vi blev opsamlet af biludlejningsfirmaet Go Rental i Christchurch lufthavn og fragtet ud til “vores” bil. Det forgik super nemt og da vi inden havde ordnet alt online, var det hele klar til os. 

 

Heldigvis var vi allerede ved onlinebookningen blevet opmærksomme på, at de forlanger en godkendt engelsk oversættelse af det danske kørekort. Så det fik vi bestilt i en fart. Lige under 300 kr for en godkendt oversættese på en time! Her kunne man godt gøre det lidt bedre for de danske borgere, og sørge for at vores kørekort også indeholder engelske ord. Det er da lidt bøvlet, når man befinder sig ude i verden, at kørekortet ikke er gældende, fordi det ikke er gjort internationalt og brugbart udenfor EU.

 

Vores første stop var byen Timaru. Det var et par timers kørsel fra Christchurch. Her boede vi på motellet Aspen on King. Vi skulle kun være her 1 nat. Det var bare et midlertidig stop på vores vej mod syd.

 

Her i NZ er det normalt at udcheckning fra hotellet er kl 10. Vi er afsted på slaget. Helt perfekt faktisk - ellers så snoozer vi alt for længe, og pludselig skal vi starte en udflugtsdag med at spise frokost, og så er en halv dag gået, og man har endnu ikke rykket sig så langt.

 

Vores kurs var sat mod byen Dunedin. Undervejs havde Mathilde og Nicholas udvalgt 2 ting, vi gerne skulle opleve inden vi nåede vores nye overnatningssted. 

 

Første stop var ved Moeraki Boulders.

Moeraki Boulders er nogle giga gamle (over 60 millioner år) hårde kalksten. Havet har vasket disse sten ud af klipperne der ligger langs stranden, og nu ligger de som store kugler i vandkanten. Det ser virkelig syret ud.

Næste mål var Otago Peninsula. Det er en halvø lige uden for byen Dunedin. Det er en virkelig smuk rute du følger. Man kører langs kysten, og passerer et hav af små havneområder. Det gav mig lidt associationer til et af mine yndlingssteder i Danmark. Nemlig Enø. Turen fra Enø broen og helt ud til fuglereservatet. Forskellen er dog bare lige at strækningen her snor og bugter sig 30 km helt ude ved kysten, og at det gerne skulle være albatrosser, sæler og pingviner der ventede os.

 

Vi fik set sæler der lå og solede sig på klippekanten. Desværre står man lidt langt væk på en platform. Tjaaa og vi er ikke så rutinerede, at vi har medbragt en kikkert. En enkelt albatros så vi svæve ude over vandet. Pingvinerne var det for tidligt at møde. De kommer først ind mod land ved solnedgang. Pingvingerne slap for at se os, for med den rute vi skulle tilbagelægge igen for at komme retur til Dunedin, så ville vi hellere misse oplevelsen end at skulle køre retur i både mørke, venstrekørsel og tæt på kystkanten. Til gengæld så vi rigtig mange måger. Hold nu op det var nærmest klaustrofobisk, og et under at vi ikke blev ramt af en eneste mågeklat ! 

 

Vi kørte tilbage til Dunedin og fik tjekket os ind på et rigtig fint Motel. Pacific Park hedder stedet. Her har vi booket os ind for 2 nætter. 

 

Dunedin er en, for os, overraskende stor by. Der er en del smukke gamle bygninger der giver byen et hyggeligt præg. Efter at have læst lidt om byen, finder vi ud af, at den er meget inspireret af skotsk byggestil. Har sit eget bryggeri, hvor øllen Speights produceres. Desuden skulle byen være kendt for sin passion for kunst og litteratur. Vi kan så yderligere fortælle, at omkring centrum ligger der en masse spisesteder, barer og små hyggelige butikker. Der findes sågar også en Streetart rute rundt i byen.

Byens banegård er virkelig smuk. Herfra havde vi booket os ind på en 4 timers togtur, som skulle være noget af en oplevelse i mødet med den smukke natur. Vi havde fået plads i en af de gamle togvogne. Ren idyl. På selve togturen fortæller en guide historier om byerne, dyrelivet og jernbanesporets historie. Det var noget af en oplevelse. Det var lidt som at være med i en western film, og vi ventede blot på at toget skulle blive røvet. 

Jeg kan berette, at det var lidt grænseoverskridende at bevæge sig til togets madvogn og når vi stod imellem togvognene for at tage billeder. Især fordi det foregik mens toget buldrerede gennem landskabet.

Vi kunne sagtens have brugt 1 dag mere her i Dunedin. Jeg kan dog lige advare om, at byen er meget kuperet. Her er virkelig mange stejle gader. Byen kan faktisk bryste sig med at være optaget i Guinness Rekordbog, da verdens stejleste gade findes her.

 

Vi havde ikke booket noget motel/hotel efter Dunedin, hvilket tidligere har været ret meget uden for vores komfortzone. Det eneste der lå fast var retningen, og hvad vi gerne ville opleve undervejs. Generelt stopper vi faktisk ret ofte, i og med der er så smukt. Så en kort strækning kan pludselig tage ret mange timer. 

Nugget Point var med på vores liste for dagen. Det er et fyrtårn der ligger helt vildt idyllisk. Havde det været en kirke, skulle man tro det var her, bryllupsscenen fra Mamma Mia var optaget.

 

Nede på klipperne kunne vi tydeligt se sælerne ligge og dovne i solen. WOW her var bare smukt.

Det andet sted vi havde pointet ud, som noget vi gerne ville se, var vandfaldet Purakaunui Falls. Vi gik en kort tur via en lille skovsti, og for enden af stien lå et smukt vandfald. På grund af årstiden var vandmængden begrænset, men flot var det alligevel.

 

Det går super fint med venstrekørsel. Det er heller ikke fordi, at vejene er specielt crowdede. På NZ bor lige knapt 5 millioner mennesker, og landet er lidt over seks gange større end Danmark.

På vores vej gennem det smukke landskab kan vi berette, at vi aldrig har set så mange får og køer græsse som her. Overalt i området på vej mod Queenstown, og så langt øjet rækker, står dyrerne synlige i store kolonier.

Vi blev nysgerrige på antallet, og via google fik vi oplyst, at det cirka svarer til, at der er seks får og halvanden ko pr. indbygger. Talemåden “at tælle får” har i hvert fald nu givet mig et klart visuelt billede, og fremover håber jeg, det bliver væsenligt nemmere at falde i søvn. Især med tanke på den rene idyl disse får står og gumler græs i. Igen siger vi WOW.

 

Vi endte ud med en overnatning på Heartland Hotel i Gore på vores vej mod Queenstown.

 

For os var det afsindigt vigtigt at hotellet enten havde den rigtige SKY kanal eller et godt internet. Vi skulle bare se Caro W. spille finale.

 

Det blev så via en ganske glimrende streaming tjeneste fra Rusland, der “tilfældigvis” viste Eurosport kanalerne. For dælen vi var oppe at køre, da hun endelig vandt. Det har absolut været et kæmpe højdepunkt for os at følge, og opleve, Australian Open. Sindssygt minde vi lige fik med os her, og vi føler vi er væsentlige årsager til hendes første Grand Slam.

 

Næste dag fortsatte vores vej mod Queenstown. Vi tog lige et kaffebreak på en skøn cafe i Lumsden. Navnet på cafeen var Route 6 efter inspiration fra USA’s Route 66.

Byen Lumsden blev ligesom Route 66 ramt af ny infrastruktur. Byen var tidligere en travl by med flere banker, butikker og pubber. Det var jernbanestrækningen som førte de mange folk til byen. Jernbanesporet blev nedlagt i1980’erne og det har selvfølgelig sat sit præg på byen.

Selve cafeen er super cool indrettet, og har tidligere indeholdt en bank. Døren ud til køkkenet er den gamle bankboks dør. I denne bank blev der i 1983 begået det støreste bankrøveri nogensinde i New Zealand. Udbyttet blev 106.000 NZD (lidt under en halv million DKK). En interessant lille oplevelse for os at starte dagen på.

Igen var vi flere timer om at køre strækningen fra Lumsden til Queenstown. Vi kan simpelhen ikke lade være med at stoppe et hav af gange undervejs. Vi bliver seriøst blæst omkuld af naturen.

Endelig fremme ved vores hotellejlighed. Caples Court hedder stedet vi har booket for de næste 3 dage. Queenstown skulle være en interessant by, så det glæder vi os til at opleve.

 

Tusind tak fordi du læste med (hvis nogen altså har læst med)