Sydney

Sydney

Vi havde atter valgt at booke os ind på et apartment hotel. Waldorf hedder stedet. Der skal lidt koncentration til for at kunne stave og udtale bydelen vi bor i… Woolloomooloo.

 

Heldigvis er der opsat et kreativt byskilt som hjælper os med at huske på navnet. 

 

Jeg har svært ved at definere Woolloomooloo området. Jeg tror umiddelbart at det er et område som er lidt hipster. Men omvendt er der også steder hvor fredelige hjemløse hænger ud og holder til.

Vi bor stort set lige ud til Finger Wharf. En virkelig smuk bygning, som idag er istandsat og indeholder et hotel, virkelig mange lejligheder og flere fine restauranter/barer. Det ser pænt luksuriøst ud. Ved havnekajen ligger der pæne og store både. 

 

Fantastisk når man bevarer sådan en spektakulær historisk bygning. Klientellet der bor her har vidst også pengepungen i orden.

Til mere humane priser kan du købe mad hos “Harrys Cafe de Wheels”. Den oprindelige campingvognscafe blev opstillet tilbage i 1940'erne. Idag er cafeen ikke på hjul mere, men står fast midt imellem Finger Wharf og den australske flådebase, som også hører til ved havneområdet. 

 

Dette spisested er blevet en kendt turistattraktion, der sælger tærter og hotdogs. Der hænger billeder overalt rundt på cafeen, af de mange kendisser som har besøgt stedet.

Med 3 hele dage i Sydney skulle vi nok kunne få set os lidt omkring.

 

Botanisk have støder op til havneområdet her i Woolloomooloo. Så det var nærliggende at starte vores sightseeing dag her. Der er efterhånden blevet set en del botaniske haver på vores rejse. Faktisk ikke noget vi havde planlagt, for ingen her i familien går specielt meget op i fauna eller flora verdenen. Jeg er helt blank på blomsternavne og -sorter. Jeg aner ikke hvad man propper i surbundsjord, eller hvad man bruger spagnum til. Tja som sagt ikke det der har min store interesse. Men jeg elsker at være i en duftende, frodig og farvestrålende have. Sidde på en bænk, og nyde roen og omgivelserne. Kigge på forbipasserende og observere livet omkring mig. 

 

Via ruten gennem Botanisk have er det hurtigt og nemt for os at få det første glimt af operahuset.  

 

Det er altså et smukt syn at se Operahuset og Harbour Bridge tone frem foran os. 

 

Man kan egentlig godt forstå at Operahuset er så kendt, og også er med på UNESCO's verdensarvsliste. Jeg er ret fascineret af taget som er belagt med glaserede klinker. Det giver sådan et smukt klinisk look.

Havneområdet Circular Quay som ligger ved Operahuset summer af liv. Herfra går færgeruter til byens forstæder. Der er et stort udvalg af andre bådtyper, som er lidt mere turistprægede, og hvor det handler om fart. Det er også her at krydstogtskibe lægger til.. lige foran Harbour Bridge. Sådan et skib er virkelig imponerende i sin størrelse…men behøver det lige at benytte denne smukke havn. Jeg synes altså det tager lidt af det smukke væk fra området. Især for dem der bor i den dyre, charmerende bydel “The Rocks”.

I det øjeblik vi slentrede rundt i The Rocks, blev And og jeg ramt af flashback, til sidst vi var i byen. Vi kunne genkende hotellet vi boede på, og vi var også så heldige (efter min mening), at genopleve det lille marked der holder til her. Hver weekend opstilles små boder der sælger alt fra unikke smykker, strikkede huer og tøj, til forskelligt brugskunst. Der er så hyggeligt i denne bydel. Små kringlede gyder og  snævre passager. Det er Sydneys ældste bydel. Det er også herfra du kommer helt tæt på Harbour Bridge.

Vi lagde vores vej forbi Sydney Observatory Park. Den ligger på en bakketop, i nærheden af The Rocks. Her fik vi en smuk udsigt til Harbour Bridge, og fordi vi nu kom om på den anden siden af broen, så vi ikke det store krydstogtskib, som stjal lidt af billedet. Vi spottede en statue af H.C. Andersen, som Mary og Frede havde doneret til stedet.

 

Det er vist også et yndet sted at få taget bryllupsbilleder. Vi spottede 2 par med brudepiger og børn i deres stiveste puds, stå og posere foran den idylliske baggrund.

Vi er jo blevet ramt af tennisfeber, så frokosten blev indtaget på en bæverding med atmosfære. Her kunne vi følge Caro W, og få fornøjelsen af at se hende vinde endnu engang. 

 

Man bliver også så frygtelig tørstig af byvandring og tennis.

Vi slentrede en tur rundt langs havnepromenaden ved Darling Harbour. Her ligger mange spisesteder, og det er også her der ligger en del turistattraktioner. I dagtimerne føles det lidt som børnefamiliernes område. Der er i hvert fald mange valgmuligheder, hvis man mangler underholdning. Madame Tussauds, Sea Life og Wild Life museer, samt et stort vandkunst sted, hvor børn bliver kølet ned når de hvinende løber gennem vandstrålerne. Lidt overvældende, når man er vokset fra småbørnsalderen.

 

Der bliver også afholdt mange events og festivallignende arrangementer, så her er bestemt liv og glade dage.

Vi stak hovedet ind i Queen Victoria bygningen, som er et shoppingcenter. Jeg havde læst (igen via TripAdvisor), at denne bygning skulle være en smuk perle både udvendig og indvendig. Foran bygningen sidder Queen Victoria i form af en statue, og man bliver faktisk overrasket over udsmykningen og stilen. Det emmer af klasse og dyre butikker herinde.

 

Jeg havde også læst om en anderledes kunstinstallation, så vi lagde vejen forbi Angel Place.

 

De andre vidste ikke hvad der ventede dem. Jo nærmere vi kom installationen, jo tydeligere blev det for os at vi kunne høre fuglefløjt. Da vi drejede om hjørnet, og så op hang der tomme fuglebure i massevis. Kunstværket hedder “Forgotten songs”, og er til minde om de fugle, der engang så smukt sang i byen, men nu er fordrevet, i takt med at byen voksede sig større.

And og jeg brugte nogle timer på en vandretur langs kysten. Vi gik fra Bondi Beach til Coogee.

 

En smuk og hyggelig tur, som mange andre også ynder at gå. Her fulgte vi en fin sti de ca. 6 km ruten er. Det var en varm dag, og nogle steder er ruten godt kuperet, så vi tog nogle pauser undervejs. Nød synet af de rå klipper og smukke strande. Turen går også gennem en meget smukt placeret kirkegård. Seriøst noget af en udsigt, der var her fra kirkegården og ud over vandet. 

Taronga Zoo sejlede vi over til og havde nogle timer i. And og jeg havde tidligere været der, altså for 17 år siden, og var dengang svært begejstrede. Så vi var sikre på, at vi endnu engang ville få en fantastisk oplevelse. Turen til Zoo er noget af en oplevelse i sig selv. Vi hoppede på en færge nede fra Circular Quay, og fik dermed set både Harbour Bridge og Operahuset fra vandsiden. Sejlturen tager ikke andet end ca. 15 min. (og gynger næsten ikke). Lige efter afstigning tog vi en kort kabelbane op til indgangen af Zoo. 

 

Taronga Zoo har med dens placering en fantastisk beliggenhed. Desværre var der gang i en del flytten rundt på dyr og diverse ombygninger, så det satte lidt præg på oplevelsen. Vi blev ikke blæst bagover og synes faktisk at København Zoo er hyggeligere at gå rundt i. Men jeg tror bestemt ikke at girafferne her er utilfredse med deres udsigt. Det er faktisk meget få billeder jeg tog fra Zoo. Jeg har det personligt lidt mærkværdigt med at gå rundt og tage billeder af indespærrede dyr. 

 

What if these animals have their own internet… and it’s full of pictures of us in our homes.

Vores sidste nat her i byen tilbragte vi foran tv’et som trofaste CW fans. Desværre for os skulle hun først spille sent. Ja, og det blev altså virkelig sent, før hun kom igang. Den var over midnat, og vi kæmpede med at holde os vågne. Vi blev dog til sidst overmandede af Ole Lukøje, men nåede at se hun gik sejrrigt ud af 1. sæt.. 

 

Klokken kvart i kvalme blev vi afhentet af en taxa. Vi skulle med et meget tidligt morgenfly. Vi var alle lidt groggy efter kun få timers søvn, men med udsigt til en 3 timers flyvetur med Emirates så kunne vi vel få indhentet noget af den tabte søvn. 

 

3 dage i Sydney går dælme hurtigt. Vi har været mega glade for vores beslutning om at opleve de 4 byer/områder her i Australien, som vi havde udvalgt os. De har alle budt på forskellige oplevelser, og vi har virkelig fået nogle gode minder med os.

 

Nu er kursen sat mod New Zealand.