Melbourne

Melbourne

Pegasus Apartment Hotel er stedet, vi har valgt som base for vores seks dage i Melbourne. Vi bor på en sidegade til en af hovedgaderne, Elisabeth Street, og lige ved siden af Victoria Market.

 

Vi fornemmer hurtigt at Melbourne er en livlig by, der har et stort udvalg af alverdens barer, (kaffe, øl, whisky, smoothie, is, doughnuts), samt restauranter og masser af butikker.

Byen koger i mere end én forstand i disse dage. Det er højsommer og ferietid her i Melbourne, og mange lokale har derfor også fri. Så der er virkelig tid til, at mange af byens mennesker samles omkring Australian Open. Vi er også taget her til for at opleve Australian Open. Selvom der er flere mennesker i byen, så føles her ikke crowded.

Jeg har det med Grand Slam tennis, som andre har det med Tour de France. Et konstant tændt tv. Nogle kampe falder jeg i søvn til, andre ser jeg halvt, og nogle kampe bliver jeg helt vildt fanget af. Jeg har i mange år haft et stort ønske om at være tilskuer til en af de 4 store turneringer. Hvor vildt er det så lige, at vi skal opleve Caroline W. spille Australian Open ! Vi får booket 4 rigtige gode billetter til hendes første kamp kl. 19 på Margaret Court Arena.

Endelig får jeg mulighed for at hoppe i Danmarks trøjen (And havde også sin på til Danmarks to VM kval-kampe i fodbold, som han så med Nicho midt om natten på tv). Trøjerne var vi så snu lige at smide med i tasken. Man kunne jo aldrig vide, om vi enten fik mulighed for at overvære en badminton turnering i østen eller, som nu, en Caro W. i aktion. And og jeg insisterede på, at Ællingerne også klædte sig i rødt, så vi blev sendt på shopping. Det så jeg nu ikke som nogen straf.

Fra hotellet til tennisområdet i Melbourne Park er der knap 3 km. Vi var taget afsted i god tid, og slentrede via Elisabeth Street til Flinders Street railway station, og derfra langs med Yarra floden.

 

På Yarra floden er der masser af aktivitet, både af roere og turbåde. Langs bredden sidder folk enten og nyder lidt medbragt mad, eller også lader de sig fragte i budcykler ned mod indgangen til tennisområdet. Eftersom vi havde aftenbilletter, kunne vi allerede få lov af komme ind på det store område fra kl 17.

Det var en vildt fed oplevelse at mærke stemningen på det store område ved Melbourne Park.

 

Det er som er være med til en stor festival. Der er live musik, og et hav af spiseboder. Et stort udbud af “hæng ud”-områder, som er bygget op over temaer fra de 4 Grand Slam byer. Der er en afslappet stemning, både når det kommer til tøjstil, men også i forhold til indtag af alkohol. Der bliver hygget med fadøl og Aperol Spritz. Du har mulighed for at købe alverdens AO tøj, maskotter og tasker. Alle sponsorerne har god plads til at vise publikum deres produkter, og samtidig deles der rundhåndet ud af alverdens giveaway’s. Man kan købe forskellige typer billetter. Når først man er inde på området, kan man bevæge sig frit rundt og opleve tennis på alle de mange udendørs baner. Det er kun til de 3 store arenaer, at det kræver en særlig billet. Vi skulle som sagt se Carolines kamp på Margaret Court Arena, så vi måtte jo hoste op med nogle gryn for at få den oplevelse med.

 

Det var en gåsehuds oplevelse at sidde her på række L, og langsomt fatte at en stor drøm nu gik i opfyldelse. Eftersom vi i den grad skiltede med, at vi var fra Danmark, kom vi også i snak med en anden dansk familie som sad lige ved siden af os. De var dog ikke helt så passionerede. Faktisk kan man godt fornemme at mange tager ind og ser AO uden at være specielt tennistossede. Det er bare en god anledning til at være sociale om noget.

Melbourne er en fantastisk by, når det kommer til bare at ville dovne. Når man, som jeg, bruger TripAdvisor, så finder man hurtigt ud af, at der ikke er alverdens must see seværdigheder her i byen.

 

Vi havde dog 2 ting på listen, som vi gerne ville lægge vejen forbi og se lidt nærmere på.

Victoria Market er et stort udendørs marked som har til huse i nogle historiske bygninger. Her kan du købe alt fra frisk frugt, fisk, kød og ost til tøj og australske souvenirs. Vi var her allerede omkring 8.30, og ikke alle havde fået opstillet og klargjort deres bod. Det gjorde os bestemt ikke noget, at der endnu ikke var hektisk aktivitet. For med den varme kunne man nok hurtigt få lidt klaustrofobi.

Det andet sted vi gerne ville opleve i Melbourne var bydelen Fitzroy. Dette område havde vi hørt om fra vores udlejer i Alice Springs. Hun var oprindelig fra Melbourne, og anbefalede os at lægge vejen forbi dette hipster kvarter. 

 

Her finder du fede butikker som har et stort udvalg af lidt alternativt tøj, vintage og anderledes brands. I dette område finder du også et hav af spisesteder og kaffebarer. Vi smuttede ind på Industry Beans, som er et kafferisteri og spisested.

I dette område havde vi fået fortalt, at der er masser af graffiti/streetart. Ohh yes ! Igen gik Andefamilien på opdagelse rundt i de små gyder, sidegader og baggårde. Jeg fik selvfølgelig taget et hav af billeder. 

 

Melbourne er faktisk kendt for sin graffiti, som findes overalt i byen. Jeg synes det fungerer rigtig godt som et vartegn for byen. Det er faktisk ofte lovlig grafitti. Så længe ejeren af bygningen altså siger god for det. Her er decideret udvalgte gader hvor kunstnerne kan udfolde sig. Det gør selvfølgelig, at intet kunstværk er helligt. Gaderne ændrer konstant udtryk. 

 

For mig kan graffiti godt være en rodet omgang. Ofte er der en masse “tags” eller budskaber, som bare bliver skrevet over en andens værk. Nogle gange kan det for mig virke ligegyldigt og latterligt, men her skinner det måske bare igennem at jeg ikke kender reglerne for etik og moral når det kommer til graffiti. Jeg fornemmer bare, at man respekterer en kunstners værk mere når det kommer til streetart. Ja, jeg ser altså graffiti som en anden kunst art end street art.

Vores oplevelse med tennis var gået lidt i blodet på os. Vi havde virkelig lyst til at se CW’s anden kamp også. Anders kæmpede en brav kamp for at skaffe billetter. Det var nu ikke fordi der var udsolgt, men det drillede bare helt vildt med onlinekøbet, og brug af vores kort. Han fik gang i onlinechat både med kundeservice i vores bank, og med billetkontoret her ved AO. Begge steder super søde og hjælpsomme.

 

Efter at And havde brugt oceaner af tid, og var godt frustreret, besluttede vi til sidst at han og jeg gik ned til Melbourne Park og købte billetterne direkte. Den beslutning var vist meget god, for havde vi fået de billetter vi havde lagt i kurven online, så havde vi siddet direkte i solen og blevet udsat for voldsom varme da det var over 40 grader den dag - i skyggen !

 

Vi havde valgt de billigste billetter denne gang. Sad helt oppe bagerst på tribunen, men stadig med et fint udsyn, og så var det som sagt heldigvis i skygge.

 

Den kamp var en sindsyg oplevelse. Vi hang virkelig med næbbene da hun var bagud 1-5 i 3. sæt. Jeg var faktisk helt vildt irriteret, for hun spillede virkelig ikke godt. Men at hun fik vendt den kamp efter at have 2 matchbolde imod sig, var dælme en syret oplevelse at være vidne til.

 

Lige efter kampen var vi helt opkogte og i ekstase, men også helt udkørte. Faktisk faldt vi helt sammen, og det endda selv om vi skulle overvære Nadal i efterfølgende kamp. 

Med alle de dage vi har haft her, er der også blevet tid til at få ordnet lidt praktiske ting.

 

Mathilde har fået fulgt op på sine lektier. Nicholas har fået ansøgt om optagelse på gymnasiet. Vi har fået booket ophold i Sydney og fået booket flybilletter til/fra New Zealand. Jeg er gået igang med at brainstorme ift mit CV, og så blev der også lige tid til en tøse-hygge-shoppe dag, hvor Malle og jeg fik farvet øjenbryn (de var nærmest usynlige af alt den sol), og fik påført lidt pangfarver på neglene. Skønt skønt.

Vi nød, på trods af den vanvittige varme, byen. Vi finder den charmerende i dens miks af gamle engelske bygninger, og nyere byggerier udført i glas og stål.

 

Prikken over i’et, efter min mening, er når der i storbyer kører sporvogne. Det giver et pænere udtryk i bybilledet frem for bybusser. 

 

Hvis man er typen som ønsker at have fuld dagsprogram mht turistseværdigheder, så skal man nok ikke vælge at bruge andet end nogle dage i byen.

Nu har vi sat kursen mod Sydney.

 

Tusind tak fordi du læste med (hvis “nogen” altså har læst med)