#mavefornemmelse

#mavefornemmelse

Jeg bruger ofte #dengodemavefornemmelse på en del af mine billeder på Instagram. Siden jeg stoppede med at arbejde, er det blevet tydeligt for mig, at jeg havde ignoreret min mavefornemmelse og min intuition. Jeg havde ikke lyttet efter, eller givet min mavefornemmelse taletid. Inderst inde fornemmede jeg godt, at jeg burde handle og lytte efter, men den ene dag gled bare over i den anden. Jeg kunne godt mærke jeg var i ubalance, og fik oftere og oftere den tanke, at den rolle/titel jeg havde i mit arbejdsliv, ikke var mig længere. Jeg tænkte tit på den lille stemme der hviskede, at jeg måske skulle skifte spor, eller åbne mere op for nye muligheder. Jeg gik af flere grunde alt for længe uden at handle. Faktisk var det også svært for mig at indse, at det var mig som skulle handle. Jeg følte mere det var de ydre omstændigheder, ja sågar at det var alle andre omkring mig, som var i total stilstand. Først sent forstod jeg, at det var min egen mavefornemmelse der skreg. Derfra gik det stærkt med at lytte, og tage en beslutning. 

Jeg nåede at mærke en snert af tomhed og ligegyldighed.  Gik med følelsen af, at der ikke var nogen hjemme inden i mig. Min opmærksomhed gik alle andre steder hen, ud i fremtiden, tilbage til fortiden, og især ud i alle andres behov. Jeg følte mig fuldstændig tom, og havde mistet mig selv.

Jeg anede ikke hvad jeg ville. Prøvede periodevis at puste liv i min egen arbejdsglæde. Et initiativ jeg tog på min arbejdsplads, var at være firmaets drillenisse. Hver dag i hele december overraskede jeg en eller flere kollegaer med en lille kærlig opgave. Jeg følte jeg skabte glæde for både mig og mine kollegaer. Det var en sjov december måned, og gav mig et løft. 

Allerede i januar mærkede jeg dog min mavefornemmelse rumle igen. Nu blev det mere klart, at jeg måtte handle for at være tro mod mig selv og mine omgivelser.  

Jeg tog en timeout og plejede min mavefornemmelse. Fik tænkt mange tanker. Var igennem mange følelsestadier. Ked, vred, skuffet, selvrangsagende og til sidst: Afklaret.

At skulle forlade et sted med så mange minder og oplevelser. Hvor jeg havde lagt så mange timer og meget energi, i mit forsøg på altid at gøre en forskel. Det var hårdt. Jeg var, og er da stadig, nogle gange giga bange for det uvisse, men det føltes bare ikke rigtigt for mig at blive længere. Jeg lyttede endelig efter min mavefornemmelse !

Jeg kan afsløre at mit fundament rystede voldsomt i starten. Idag er der stadig små rystelser engang imellem. Jeg har haft svært ved at forholde mig til, at det kan gøre så ondt at sige farvel til nogle af mine kollegaer. Ja, og i det hele taget til den virksomhed, der har betydet så meget for mig. og været med til at forme mig på godt og ondt. 

Idag kan jeg godt se, at det er en illusion at tro. at alting forbliver det samme. Jeg har forandret mig, kollegaer forandrer sig, og mine værdier har ændret sig. Jeg glæder mig til luftforandring og ny læring. Starte forfra i nye omgivelser.

Det har været enormt interessant at være nysgerrig på min egen proces. Jeg har lært rigtig meget om mig selv. Det var meget få der kendte til min situation. Jeg tror det kom som en overraskelse, at jeg valgte at handle som jeg gjorde. Livet er jo som sinuskurven. Det bølger op og ned. Der er gode perioder og dårlige perioder. Men når afstanden fra top til bund på kurven, til sidst bliver så stor, så var det det eneste rigtige for mig…. at søge balancen igen. Det blev derfor så til et farvel til en rigtig god arbejdsplads, og et goddag til en pause fra arbejdsmarkedet. Det har været 8 begivenhedsrige måneder hvor jeg har delt ud af mine tanker, og udstillet mine sårbare sider. Jeg valgte med hjertet, da jeg vinkede farvel til en tryg og rigtig god indkomst. Jeg ved det er giga priviligeret at kunne hive stikket, som jeg har gjort. Bare holde et års pause. Jeg suger dette års oplevelser til mig, og nyder at jeg igen føler mig virkelig genopladet. Jeg er igen klar til ny læring og glæder mig til at skulle tilføre nye bekendtskaber i mit liv. 

Tusind tak fordi du læste med (hvis “nogen” altså har læst med)