Perth

Perth

Vi ankom til Perth lidt over midnat. Fik hurtigt spottet en pengeautomat. Nu skulle der tankes Australske dollars. Tog en taxa til Hay Street, hvor vi havde lejet en lejlighed via Airbnb. Heldigvis ville ejeren gerne møde os midt om natten, så vi kunne komme ind i lejligheden. Fin lille lejlighed som skulle være vores base de næste 5 dage. 

 

Det første vi gjorde, da vi fik øjne op ad formiddagen, var at få indkøbt nogle stoppiller til vores plagede maver. Nu skulle der altså sættes en stopper for renderiet ! 

 

Energi var ikke det vi havde mest af, så planen her for Perth var, ikke at have alt for mange planer.

 

Vi bor super centralt i forhold til de steder som vi har spottet som interessante for os. Her kan vi nemt bevæge os rundt til fods.

Det var en helt ubeskrivelig følelse at stå på gaden i Perth. Måske lidt svært at forklare, men dem der har prøvet at være væk fra deres velkendte levestil i månedsvis, kan måske nikke genkendende til følelsen. 

 

Faktisk er det ikke fordi det lige er Perth, det kunne nok have været en hvilken som helst anden by i den vestlige verden. Men at vågne op i en by som er ren og pæn, har brede fortove og en klar, frisk luft. En by hvor vi igen kan trække vejret dybt ned i lungerne, ja det giver bare en hel speciel tryg fornemmelse. Ahh. hvor var det altså rart at give sanserne en mere velkendt følelse end livet i østen. 

 

Østen har bestemt sin charme. Et ganske uortodokst trafiksystem. Et virvar af lyde fra biler og scootere. En blanding af dufte fra alverdens gadekøkkener. Et sandt farveorgie både i byggestil og tøjstil. Vores sanser er virkelig blevet bombarderet. Vi har nydt det mens det stod på. 

 

Nu hvor vi igen står i den vestlige verden, bliver vi helt mundlamme over de følelser der vælter ind over os. Her er ro på ! ingen konstant dytten, ro på farverne, ro på duftene, ingen fritgående dyr, og vi blender fint ind i gadebilledet uden at skille os alt for meget ud.

Med en temperatur på omkring de 30 grader så er det i et meget roligt tempo, vi sætter kursen mod Kings Park. Kings Park er verdens største bypark, og er altså større end Central Park i New York. Vi er helt tossede med grønne oaser i en storby. Kings Park er virkelig smuk. Vi slog os ned på en bænk, og havde udsigt ud over Perths skyline. Her sad vi i et par timer og sludrede, gloede på mennesker, og magtede ikke at bevæge os. Det var dælme hyggeligt.

I parken er der også en Botanisk have samt mindemonumenter for faldne soldater. 

 

Fra parken gik vi langs Swan River ned mod havneområdet Elisabeth Quay.

 

Vi prøvede, om vi kunne spotte nogle at de sorte svaner som Swan River er opkaldt efter, men den dag var vi ikke heldige.

Hay Street hvor vi bor er en af Perths shoppinggader. Her ligger også en lille charmerende sidegade “London Court”, som arkitektonisk minder om en engelsk gade. Her i gaden er der også små butikker. Det der overraskede os lidt, var at de fleste af byens butikker, kaffebarer og museer lukkede allerede kl 17. Byen slukkede/døde bare. Det er utroligt så hurtigt, man som dansker er blevet vant til, at kunne ose i butikker til hen på aftenen. Men her holder man på 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile. 

Perth Mint lå en lille spadseretur væk. På museet tog vi en guidet rundtur. Her så vi på verdens største guldmønt, smukke store guldklumper og fik sågar lov at løfte en guldbarre (dem som altså kunne løfte den). Vi så hvordan smeltet guld blev hældt på forme og blev til guldbarrer. Meget hyggeligt lille museum, der stolt fortalte om guldgraverne og historien bag.

Den spillegale Andefamilie måtte simpelhen også lægge vejen forbi The Nostalgia Box Museum.

 

Et totalt flash back til 80’erne og 90’erne. Her var udstillet et hav af spillekonsoller, og så har man desuden mulighed for at prøve nogle af de gamle spil. 

And kunne genkende nogle af spillekonsollerne, han havde haft som barn. Den der vækker et fælles minde hos os er klart PlayStation1. 

 

Vi tog nogle gange til Blockbuster i Tåstrup for at leje denne konsol en hel weekend, og så spillede vi ellers Crash Bandicoot, til vi var helt grønne i hovedet, svimle af træthed, og havde fået spillets melodi på hjernen. Faktisk blev vi så bidt af det, at den stod højt på vores ønskeseddel til jul, og mine forældre faktisk forærede os den sammen med spillet Resident Evil. Den jul spillede vi uendeligt mange timer, og fik de vildeste chok, i dette gyser spil. Jeg mindes, at vi ikke havde noget memorycard, så vi var nødt til at lade konsollen stå tændt indtil butikkerne åbnede igen efter jul. Så kunne vi få indkøbt et memorycard og gemme hvor vi var kommet til i spillet.

Nå, men ganske underholdende lille museum, hvis man har de lyster ! 

 

Kan lige nævne, at da vi var på vores USA roadtrip besøgte vi et pinball museum i Asheville, det var dælme også noget vi fandt ganske underholdende. Et super fedt museum kombineret spillerum, hvor et hav af flippermaskiner og gamle arkade maskiner kunne prøves.

En hel dag havde vi afsat til at besøge den lille ø Rottnest Island.

 

Vi tog færgen Rottnest EKSPRESS. Først efter ca. 1 times sejlads forstod jeg betydningen af EKSPRESS! Første del af sejlturen forløb roligt ned af Swan River, og med en meget informativ bådspeaker. Vi spottede her de sorte svaner på floden. Fik udpeget millionærenes område. Kæmpe pragtvillaer med udsigt til Swan River. Med en 30 minutters sejlads tilbage, og nu fri fra havneområdet, skal jeg da lige love for at der blev gasset noget op. Jeg er IKKE søstærk, så her blev jeg en anelse bleg i fjæset, og gik ind i mig selv. En HEL HALV TIME går ikke ekspres når man faktisk er grøn i hovedet af søsyge, men for dælen den båd/færge sejlede godt nok stærkt.  

 

!,5 time tog turen ca. fra Elisabeth Quay til Rottnest Island. Efter at have fået tørret sveden af overlæben og styr på mundvandet var jeg klar til ø udforskning. 

 

Øen er kendt for de smukke strande med gode dykker og snorkel muligheder, det lille dyr Quokka, og at øen er bilfri. 

Vi traskede over i cykeludlejningen og fik hentet os nogle hjelme og cykler. Der er 3 forskellige slags ruter. En lille på 4 km, en mellem på 10 km og den store på 22 km. Vi tog 10 km ruten og gjorde en masse stop undervejs både for at nyde udsigten med det turkisblå vand, men også for at hilse på det søde lille dyr Quokkaen.

Faktisk er der en sød trend mht Quokkaen. Man skal tage en selfie med dyret, og uploade sit billede til de sociale medier. Der har lige været Hopman Cup i tennis her i Perth med deltagelse af bl.a. Roger Federer. Han besøgte også Rottnest Island, og selvfølgelig fik han et super selfie med en quokka (du kan se det på hans Instagram profil).  

 

Vi havde også taget vores snorkel udstyr med, og det klare vand indbød virkelig til at have næbbet under vand, men det blæste bare desværre rigtig meget, så vi droppede tanken og nød øen på land.

 

Med tanke på de sidste 30 minutter af sejlturen over, var det ikke hjemturen jeg så frem til. Men nu var jeg da om ikke andet forberedt. Det gjorde faktisk en forskel og det føltes ikke nær så slemt.

 

Faktisk spottede vi delfiner på hjemturen og det fik os igen til at tænke på vores pudsige delfintur på Bali.

 

Jeg vil lige nævne, at man kan faktisk overnatte på Rottnest Island. Der er ligefrem en købmandsbutik, tøjbutik, og et par restauranter her (inkl. en Subway). Faktisk kunne det have været super fedt lige at have haft en 2-3 dage i et hus. Den anbefaling har jeg så givet videre og ellers husker vi det selv, hvis vores veje en anden gang skulle føre os til Perth. Wow fantastisk paradis ø.

Perth var virkelig en fornøjelse at opleve. Absolut en by vi kan anbefale, at man slår vejen forbi.

 

Faktisk er det vildt at tænke på, at hvis du sejler vestpå fra Perth så er det næste land du støder ind i Sydafrika ca. 8000 km væk. Vildt. Ja jeg bliver nærmest bare søsyg ved tanken !

 

Nu er kursen sat mod Alice Springs, et kort ophold i midten af Australien.