Bali 1/2

Bali 1/2

Det var en spændt Andefamilie der landede på Bali. Her skulle Nicholas’ gode ven, Valdemar, nemlig støde til os. Han havde haft en lang rejse via Doha, og var landet ca. 3 timer før os.

 

Vi kom heldigvis hurtigt igennem immigrationen, og fandt frem til Valde. Gensynsglæden var dælme stor. Vi som familie synes, det er helt fantastisk, at han vil besøge os i sin juleferie.

Denne gang er vi Airbnb debutanter. Et stort hus, midt på stranden, med egen pool og husbestyrerinde er lejet for 10 dage. Vi tænkte, det ville være rart at have en fast base her hen over nytåret.

Vi har valgt at bo ved det knap så turistede område, Lovina, på Balis Nordkyst. Det skulle være en helt enestående naturoplevelse. Med de ting vi havde udvalgt som vores must see ønsker, så passede det også bedre geografisk at bo på den nordlige del af øen.

 

Vi havde heldigvis bestilt afhentning i lufthavnen. Det valg var vi meget glade for, eftersom man faktisk blev “overfaldet” af ivrige taxachauffør ude i ankomsthallen. 

 

Det tog 3,5 time at køre fra lufthavnen til huset. En strækning som førte via smalle bjergveje og hårnålesving ! Godt det var mørkt, og heldigt at jeg er lidt natteblind, for ellers havde jeg nok siddet mere uroligt i sædet. Jeg forsøgte dog at bremse med den pedal, jeg ikke havde tilgængelig fra bagsædet. Spændende tur med en rigtig garvet og habil chauffør.

 

Den var over midnat da vi endelig nåede frem i bælgravende mørke. Her havde vores husbestyrerinde Ketut sørget for en omgang fried rice og lidt velkomst drikkelse. Hende var vi godt nok spændte på at møde.

Vi vågnede op til duften af morgenmad, og rumsteren i køkkenet. Ketut havde tryllet i køkkenet. Vi fik serveret brød, pandekager, frisk frugt og juice på terrassen. 

 

Ketut er virkelig sød, behagelig, humoristisk, omsorgsfuld, og virkelig en arbejdsom kvinde. Vi var lidt usikre på hvordan og hvorledes det skulle foregå med en husbestyrerinde. Heldigvis fortalte hun, hvordan hun var til for at gøre vores ophold så afslappet som muligt, uden at vi skulle bekymre os om madlavning, tøjvask og bookning af ture. Vi siger bare vores ønsker, og så fikser hun alt. Cool nok. Det kan vi da godt leve med.

 

Vores første heldagsudflugt tilbragte vi sammen med stedets faste chauffør Putu. Han viste sig at være en virkelig sød og behagelig gut. 

Vi startede dagen ud med et par timers trætopklatring. Nicho har fået testet, og udfordret sin højdeskræk på en trætopbane i Ardeche. Dengang så vi tydeligt, hvad det vil sige for Nicholas at have højdeskræk, og blive ramt af panik. Han er rimelig tilfreds med at befinde sig på jorden, og være både vores fotograf og filmmand.

 

Vi andre hoppede i seletøjet og kastede os ud i det. Jeg havde aldrig prøvet det før, og var lidt spændt på, hvordan jeg ville reagere i højderne. Pyha, det gik heldigvis fint. Jeg foretrækker dog svævebanerne.

 

Selvfølgelig var der også en sort bane. Valde og Malle var modige her. Vi andre agerede de opmuntrende tilskuere. De kom begge godt igennem de første udfordringer. Ved 4. spot skal man svinge sig i et reb, altså som i Tarzan stil svinge sig ud over kanten fra platformen, og i svinget koordinere det således, at rebet slippes, og nu gribes fast i et rebnet. Her hænger man så lidt i Spiderman stil, med en tårnhøj puls, og skal forsøge at klatre til toppen af nettet. 

 

Her kan vi også lige berette, at os der stod på landjorden, så op på nogle pænt nervøse udtryk. Der står en klatreguide på jorden, og holder øje med svinget. Vi andre forstummede nok lidt i vores opmuntring, vi ville nødig smitte de 2 vovehalse med vores nervøse karma. 

 

Valde sprang først. Der kom virkelig smæk på og han nåede lige at gribe fat i nettet. Pyha ! Os der stod på landjorden kunne godt se han var pænt presset, og vi kunne udmærket læse hans tanker. Heldigvis kunne Mathilde ikke se Valdemars udtryk. Nu var det hendes tur til, i bedste Jane-stil, at svinge sig samme vej. Hun satte sig ned på platformen, og var pænt presset. Klatreguiden sagde rimelig roligt, nu tæller jeg til 3, og så springer du. Det gjorde hun så ! Der var bare den detalje at Mathilde fik kun fat i rebnettet med én arm, og det kan brænde pænt meget på huden når der skabes denne form for friktion. Hun kunne ikke holde sig fast. Klatreguiden stod klar til at styre svingrebet, og spurgte om hun var klar på at fortsætte, eller om hun ville ned på jorden. Hun var færdig, havde i den grad udfordret sig selv og fået flyttet grænser. 

 

Valdemar var nu alene på sort bane. Nicho og jeg fulgte ham tæt fra landjorden. Der skulle bruges nogle kræfter, og samtidig var der også en puls der hamrede løs. Et par gange i træk var der nogle spots hvor det krævede fuld fokus. Endelig var han fremme ved de lange svævebaneture, som førte ham i mål. Han var godt træt da han landede.

 

Mathilde og Anders var igang med endnu en tur, på en af de mere overkommelige baner. Valde fik lige et tiltrængt hvil imens. 

 

Valde er lillebror og har 2 storebrødre. Han plejer i deres konstellation, at være den der lurer deres trin af og får deres råd/vejledning. Her var det ham der skulle gå forrest, og vise Mathilde vejen, samt bevare pokerfjæs, og ikke få skræmt hende. Det var en pænt sej bedrift. Han holdt hovedet koldt, og var klar på at få dem i mål.

 

Nicholas filmede en del, så jeg håber, man kommer til at fornemme det når videoen kommer op. 

 

Vores tur med Putu ved rattet fortsatte forbi et lille område med vilde aber. De var for en gang skyld fredelige, fordi de blev fodret godt af alle turisterne.

Nu var vi selv godt sultne. Putu styrede os ind på en restaurant, som lå med en bjergtagende udsigt. Her var virkelig smukt, grønt og frodigt. 

Vi kunne herfra gå til næste stop på must see listen: Munduk Waterfall. Via en lille skovsti førte Putu an. Undervejs udpegede han de forskellige eksotiske træer og planter. Vi så bl.a. mini ananas, bananer, jack fruits, kakaobønner, kaffebønner og nellike. Forenden af stien åbenbarer dette vandfald sig. Du kan komme helt tæt på, og blive afkølet af vandstøvet. Her var meget få turister, hvilket gjorde oplevelsen lidt mere speciel og bedre i vores øjne.

Sidste stop blev ved klosteret Brahma Vihara Arama. Her viste det sig endnu engang guld værd, at have vores chauffør og turguide Putu med os. Yderst behageligt og let forståligt forklarede han om Balinesernes trosretning, og hvordan de praktiserer det. Den balinesiske religion er en speciel form for hinduisme.

Balinerserne tror på reinkarnation, og forsøger at leve i god harmoni med dem selv, og deres omgivelser. Dette i håbet om et bedre liv efter dette på jorden. Livet skal leves i balance. Den balinesiske hinduisme minder meget om buddhisme.

 

Man mærker virkelig befolkningens imødekommenhed. De er meget smilende, og virker på ingen måde stressede.

 

Vi kom til at tale om hvordan de fejrer nytår. Vi skulle opleve at være her på vores nytårsaften.

 

Balis nytår er ikke ved årskiftet. Deres nytår rammer forskellige datoer, dog typisk i marts, hvorfor ved jeg ikke lige. Putu fortalte os, at det måtte være meget specielt som turist at overvære deres nytår.

 

Den dag “dør” øen. Alle holder sig indendøre. Man gemmer sig. Man vil lokke de onde ånder til at tro, at der ikke findes nogle mennesker på Bali. Alt lys skal slukkes eller holdes på et minimum, restauranter er lukket, og man skal blive på hotellet. Lufthavnen er desuden lukket i 24 timer fra 6 morgen til 6 næste morgen. Ingen fly lander eller letter på Bali den dag.

 

Vores nytår blev fejret her i huset. Ketut havde lavet mad, og sørget for lidt vin og øl. På nabogrunden ligger en drinks- og snackbar, som i dagens anledning havde sørget for festlig nytårsstemning i form af masser af fyrværkeri. De ansatte som passer udlejningshusene samler sig  hen under aftenen også her.

 

Mit nytår blev med endnu en omgang maveknas. Man kan sige, at jeg kom skide godt ind i det nye år. Uanset om det var efter balinesisk tid eller dansk tid, så blev det fejret på tønden. ‘Amen altså det var lidt træls.

 

Malle og jeg tøsehyggede med film. Drengene hyggede sig på baren med diverse “drukspil”. På baren var god stemning fra de andre ansatte samt en hollandsk familie. 

 

Ved midnat åbnede der sig et sandt fest fyrværkeri, udover kysten, her ved Lovina. Der var gang i den. Valde og Nicho hoppede i poolen. Det var lidt en kontrast til de mange nytårsaftener man har fejret i kulden i Danmark. 

 

1. januar blev lidt en dovnedag. And og ungerne slentrede ned ad stranden til et vandsportssted. Her havde de sat sig for at prøve Jetski. Det var en overraskende sjov oplevelse med fart på. Mathilde var for ung til at prøve selv, så hun og And kørte sammen.

 

Både Ketut og Putu har hurtigt fornemmet, at vi ikke er helt tossede med overrendte turiststeder. De er derfor begge gode til at foreslå alternative steder. 

 

Vores forståelse var, efter hvad vi har læst via diverse rejseblogs, at man ikke kunne tage til Bali uden at have besøgt Ubud. Her spurgte de interesseret ind til, hvad det var, vi havde lyst til at se i Ubud. Vi fortalte det primært var pga. risterasserne. 

 

Stadig med deres balance, og uden at tage valget for os, fortalte de at Ubud var nærmest omdannet til en myretue af turister. Byen er umulig at parkere i, og kan virke meget kaotisk med rigtig mange souvenir butikker. Dette blev også toppet med nærgående aber.

 

De informationer tyggede vi lidt på, og sammen med ungerne besluttede vi at droppe Ubud. Det var ikke den oplevelse vi ønskede at få, og vel at mærke slet ikke, når der ville være 2 timers transporttid hver vej.

Vores anden hele udflugtsdag startede med et besøg i Templet Pura Ulun Danu Bratan. Det ligger ved søen Lake Bratan i bjergene, og er et vandtempel. Det er en stor turistattraktion, og på parkeringspladsen foran, står de store busser linet op. Putu havde givet os indtryk af, at det måske ville falde udenfor vores forventninger, men da vores rute førte lige forbi, tænkte vi alligevel at det skulle ses.

 

Faktisk var hans antagelse ikke helt forkert. Vi stoppede lige op, og tænkte er det dét ? Bevares det er smukt, og ligger i smukke naturomgivelser, men der sker altså noget i os, når vi efter indgangen til templet møder Svampebob Firkant, og der ved søen er mulighed for at leje farverige vandcykler i form af svaner.

Næste stop var ved Jatiluwih rismarkerne som er på Unesco verdensarvsliste.

 

Det var virkelig noget vi havde set frem til at opleve. Wow siger jeg bare. Det var vanvittigt smukt og meget ubeskriveligt. 

 

Så grønt og frodigt, og med et vat skydække hængende over området, gik vi rundt på en lille rute der fører gennem området og mellem risterasserne. Du kan se rismarker så langt øjet rækker, virkelig et betagende panorama syn.

Herfra gik turen videre mod chokolade fabrikken Pod Factory. Vi havde lige inden ankomst snakket om, at det garanteret “bare” var en slags butik med mulighed for køb af chokolade. Bingo det var det. Dog skal det siges at det var en sprit ny og moderne bygning, med en tilhørende cafe. Vi fik prøvesmagt ca. 20 forskellige smagsvarianter, og fik læst lidt om fabrikkens historie via de ophængte plancher.

Ja og nu er der altså dømt pause i dette indlæg ! Ellers kløjs man i alle mine ord.

 

Håber også du er frisk på at læse 2. del af vores oplevelser her fra Bali. Indlægget lander på bloggen en af de nærmeste dage.

 

Tak fordi du læste med, hvis nogen altså læste med