Singapore

Singapore

Et anderledes hotel vi er havnet på, her i Singapore. YOTEL hedder stedet. Det er nogle af verdens bedste flykabine designere som har været kreative her. Her har vi 2 værelser, eller “Kabiner”, som det hedder her. Selvfølgelig bliver der også brugt vendinger fra fly terminologien. Ergo hedder de ansatte Cabin Crew. Det er godt nok små, men fine kabiner. Man kan roligt sige, du har alt indenfor rækkevidde her.

Yotel ligger lige ud til Orchard Road, som er en kendt shoppinggade svarende til Oxford Street i London eller Fifth Avenue i NY. Det er her de kendte mærke butikker, og store shopping malls ligger som perler på en snor. Åhh, det er virkelig en sand fryd for øjet, at se alle neonskiltene fra alverdens brands, kalde på din opmærksomhed. Bare kigge, bare kigge. Det kribler lidt i mig. Jeg elsker at sjoske rundt i butikker, på udkig efter.. tja det ved jeg egentlig ikke, mange gange bare inspiration. 

 

Min familie er ikke tossede med at shoppe uden et formål, eller en plan, og da vi kun har 2 hele dage i byen, så er tiden begrænset, i forhold til at snuse rundt i butikker. Skynder mig lige at nævne, at Singapore også er en stinkende dyr by. Det vil sige at prisniveauet er som i Danmark. I hvert fald noget af en prisforskel i forhold til de lande vi senest har rejst i.

Mathilde havde påtaget sig rollen som vores turguide under vores ophold her i byen. Dagen før ankomst havde hun støvsuget TripAdvisor, set hvad de anbefalede, og derefter lavet en liste over de steder hun fandt interessant. 

Det lød måske lidt ambitiøst, men vi var alle friske på, at vi skulle have en på opleveren. Nicholas trumfede igennem at kl. 8 (jep om morgen vel at mærke), var der afgang til fods. Der skulle forsøges med et rekordforsøg i turistgang for Andefamilien. Tror jeg har nævnt, at vi som familie er udstyret med lidt af et konkurrencegen. Vores hidtige rekord i turistgang lød på 28 km, og den blev sat i New York i 2016.

 

Anders og Malle havde i fælleskab tilrettelagt ruten. Malle styrede det fysiske kort, og And havde downloadet Singapore området via Google Maps. Jeg kan lige indskyde, at det er edder smart, at man kan downloade et kort af det område, man skal bruge til offline brug. Det har været en stor hjælp for os, når vi har skulle navigere rundt i de store byer og ikke har internet på farten.

Første stop på ruten blev ved Botanisk Have. Haven har siden 2015 været på UNESCO’s verdensarvsliste.

 

I bragende hede, og i vanvittig høj luftfugtighed fulgte vi stisystemerne rundt. Et væld af morgenfriske motionister klarede deres løbetur herinde. Man fornemmede at haven var et yndet sted for alverdens motionsfællesskaber. 

Vi valgte at betale os til et besøg i National Orchid Garden, som er en lille oase i Botanisk have. Intet mindre end en masse smukke orkideer i alverdens farver og arter. Uanset om man er blomsterinteresset eller ej, så tror jeg alle vil blive imponeret over den smukke lille have. 

 

Derfra ventede der os en lang gåtur igennem byen for at ramme The Southern Ridges. 

 

Når man vælger at se en storby til fods, så kommer man igennem mange bydele og områder, man måske vil have misset undervejs i en taxa eller med bus/tog. Måske er der ikke altid så meget interessant at kigge på, når vi går fra et sted til et andet, men det er så her, vi får talt om alverdens emner, eller måske får reflekteret over, hvordan vi opfatter den pågældende by. Det kan f.eks være, om man føler sig tryg, er der rent, er indbyggerne imødekommende, landets valuta og religion osv. Undervejs på vores turistvandring giver vi os også tid til at holde en del pauser, hvor vi lige bliver tanket op med kolde drikke, is, mad og kaffe. Vi må endelig ikke glemme hyggen, og at det skal være sjovt.

6 km var der før vi ramte The Southern Ridges. Undervejs konstaterede vi hvor rent, velplejet og ordentlig Singapore fremstår. Brede fortove, imponerende arkitektoniske bygninger og meget “u-crowded” (tror vist ikke det ord findes). Byen er meget multikulturel og alle nationaliteter virker velkomne her. I Singapore er der intet had mod andre kulturer. Alle lever sammen, side om side, og det siges at der aldrig er nogle problemer, uanset hvilken religion du tilhører. 

 

Singapore er et land, der styres efter princippet om ingen slinger i valsen. Der er stort set ingen kriminalitet i landet. Du ser ingen grafitti på bygninger, og der ligger intet snavs på gaden.  

 

På et tidspunkt på vores vej, krydser vi under et knudepunkt af motorvejsbroer. Det vil normalt være et sted, vi ville prøve at undgå, og ofte et sted man vil føle sig lidt utryg. Det plejer ofte at være et yndet sted for forskellige grupper at hænge ud. Her var der stadig helt clean og tomt for mennesker. 

 

Hverken tiggere eller hjemløse så vi nogle steder på vores vej rundt i byen. Måske er det også lidt svært for en hjemløs at klare sig her i byen, da det sikkert vil udløse hård straf og kæmpe bøde.

 

Du ser forbudsskilte med bødebeløb rundt omkring i byen, så man er ikke i tvivl om konsekvenserne.

The Southern Ridges er et parksystem, som er forbundet via gangbroer af stål eller træ. Disse broer snor sig gennem trætoppe. Det er så vildt at vandre rundt på broerne, og nyde den fantastiske natur midt i byen, og med udsigt til byens skyskrabere. Turen sluttede i højderne ved stedet Mount Faber Peak, hvor der ventede os en iskold cola på toppen. Fra toppen kan man tage en kabelbane videre til Øen Sentosa Island hvor Universal Studios ligger. Den oplevelse har vi dog til gode.

Til fods videre mod Marinaen. Turen førte os via China Town forbi Esplanade park og Civilian War memorial. Vi prioriterede en tur op i Singapore Flyer - det store “pariserhjul”, der hævdes at være verdens største. Sikke en vanvittig smuk udsigt ud over byen. Mørket var ved at sænke sig over byen, og turguiden Malle førte os mod Helix-broen.

Helixbroen er en lille gangbro som forbinder området ved marinaen. Om aftenen er broen smukt oplyst i neonfarver. Designet på broen er inspireret af DNA struktur. Vi fik skudt en masse fine billeder her fra marinaen. Det kan jeg afsløre, at der var mange andre som også gjorde.

Vi havde nu været afsted i ca. 12 timer, og andefødderne var godt trætte. Vi manglede lige et par km før rekorden var i hus. Vi vendte næbbene hjemad mod hotellet. Da vi rundede de 30 km stoppede festen. Her hoppede vi i en dejlig afkølet taxa, og nød de sidste 2 km hjem med rumpen godt plantet i sædet.

 

Vi havde kun en fælles ting på programmet på dag 2. Et besøg i Gardens by the Bay.

 

And og jeg startede formiddagen med at ose i lidt butikker. Ællingerne plejede de ømme stænger på hotellet. 

 

Om eftermiddagen tog vi en taxa ned til Marinaen. Vi gik via et af verdens dyreste hoteller, Marina Bay Sands. Det er et giga stort hotel, og rummer 2500 hotelværelser foruden kongres- og shoppingcenter, et museum, 2 teatre, seks restauranter og et kæmpe casino. Det har en helt unik tagkonstruktion og er et vartegn for Singapore. Øverst er en kæmpe udsigtsplatform, der ligner en luksus yacht.

Gardens by the bay er en stor park, hvor der rundt omkring er opstillet smukke kunstværker. Det mest iøjenfaldende er selvfølgelig de kæmpe store træer. Træstammerne er dækket af orkideer, slyngplanter, solceller og selvfølgelig en masse spotlys. Det er virkelig en tryllebindende oplevelse at se dem om aftenen med lysene tændt. Vi overværede også det smukke musik- og lysshow. Det var et kæmpe tilløbsstykke, og her var vi blandt mange andre turister.

Vi nåede desværre ikke alt på Mathildes liste, men så er der jo bare en rigtig god grund til at komme tilbage til byen. Vi kunne sagtens have brugt en dag eller to mere her i skønne Singapore. 

 

Nu er kursen sat mod Bali. Vi glæder os ekstra meget til opholdet her. Nicholas’ gode ven, Valdemar, støder nemlig til Andefamilien. Han har taget turen fra Danmark, og bruger sin juleferie sammen med os. Det bliver spas !