Bangkok

Virkelig vemodigt at tage afsked med Vietnam. Det land vil uden tvivl have en særlig plads hos os.

 

Så sød en befolkning, gæstfri og servicemindede. For os har Vietnam været fascinerende og fuld af historie. Vi synes landet er mega charmerende, og vi er blevet mødt af de bredeste smil.

 

Vi synes det kunne være interessant at opleve Thailand lige i forlængelse af Vietnam. I Thailand skulle de være mange år foran mht turisme. Så vi er spændt på hvordan vi oplever at rejse rundt her.

 

Bangkok blev vores start sted. 4 dage på Centre Point Silom i en pænt stor hotellejlighed med vaskemaskine. Ja tak…. vores tøj trængte i den grad til en ordentlig vask.

 

Efter 1 måned i Vietnam med begrænset indtag af vestligt mad, så havde vi alle abstinenser efter junk food, og hvor heldigt er det så lige, at vi bor ovenpå et shoppingcenter som indeholder en McD. Jeg var nærmest lykkelig !

 

Jeg må erkende at, især jeg, var lidt udfordret til sidst, med maden. Jeg havde ikke den store appetit, og lidt maveknas bøvlede jeg også med. Jeg er måske også lidt ekstrem og ekstra følsom på min lugte og synssans. Så der skal intet til før min mave slår flikflak. Når jeg ser nøgne kyllinger/haner hænge der, i stegende hede.. klar til salg, så er det ikke lige en kyllingeret der lyster mig. Når der er opstillet en gadebod, hvor kød ligger fremme i den stegende hede, og slagter rmutter bare sidder i trance og vifter fluerne væk, så er det ikke lige bøfkød jeg hungrer efter.  Disse indtryk kan jeg slet ikke abstrahere fra, når vi så sidder med et menukort i hånden.

 

Det er faktisk drøn irriterende at have det sådan, for jeg bliver mega misundelig, og kan nærmest sidde og stirre fascineret på folk, og egen familie, når de modigt kaster sig ud i ukendte retter…. men der starter altså en reaktion hos mig og mit mundvand. Er det ikke en dejlig detalje lige at få indblik i? Pludselig kommer jeg til at tænke på…..at da jeg var barn, var jeg nogle gange på besøg et sted hvor de havde høns. Hos dem skulle jeg ikke nyde noget af at have æggemadder til frokost, næææ nej jeg skulle helst have mine æg fra Irma !!

Første dag i Bangkok lavede vi helt ærligt ikke en døjt. Vi gik lige en tur i nærområdet. And og jeg var på en fredelig kaffebar, Charoen Krung Cafe bar. Der går lidt sport i at finde de lokale og hyggelige kaffesteder, frem for de velkendte kæde cafeer. Sidde på en lille kaffebar og glo på trafikken eller mennesker. Det er noget vi holder vældig meget af. 

 

Tja, ellers så dovnede vi bare dagen lang i lejligheden. Brugte lidt tid på at finde hotel og fly til næste destination. Når man er væk så lang tid, har vi aftalt ikke at stresse over alt det man “bør” og “skal” se. Der vil unægtelig altid være noget, som vi enten ikke magter eller nedprioriterer. Vi prioriterer sjældent alle de forventlige turistting, især ikke hvis der er for crowded og samtidig stegende hedt. Vi erkender blankt, at så kan kemien i andefamilien blive sprængfarlig. Efterhånden er vi faktisk blevet gode til at sige højt når lunten er ved at antænde. Så kan vi hjælpe hinanden ud af “krisen”…bare det at vi får gang i noget simpel humor, på lavt niveau, kan være nok til at få vendt tingene. Vi har fortalt hinanden mange latterlige “banke, banke på” jokes. 

 

Vores anden dag i Bangkok startede ud i træningscenteret, hvor vi fik svedt lidt af vores McD mad ud. Dernæst var det blevet tid til sightseeing. Idag valgte vi det til som vi ikke er så begejstret for..nemlig en hel dag i gåsegang iblandt turister til et yndet turistmål i en varm storby. Vi trak vejret dybt ned i maven og satte kurs mod…

…et meget besøgt turistmål i Bangkok, nemlig Wat Pho. Det store tempel er berømt for sin gigantiske liggende Buddha og har flere Buddha-statuer end noget andet tempel i landet. Det er også et af de ældste offentlige universiteter i landet, og den officielle skole for traditionel thailandsk massage.

 

Når man træder ind i salen, hvor den 46 meter lange liggende Buddha hviler, bringer det lykke at smide en mønt i hver og en af bronzeskålene. De 108 skåle repræsenterer Buddhaens 108 forskellige positive tegn. Mathilde smed mønter i som repræsentant for vores familie. Hun mener dog, hun missede et par skåle.. UPS, men det var vist maks 5 skåle, så når karma-regnskabet skal gøres op, så går det nok alligevel.

Anders og jeg har for mange år siden også besøgt templet med mit daværende arbejde. Her huskede vi stedet som ulideligt varmt og det var meget grænseoverskridende med den massage, vi fik foretaget iblandt kollegaer på rad og række. Nå, men måske er det fordi vi nu har vænnet os til varmen, for det var faktisk ikke så slemt tiltrods for reglerne om at være tildækket. Vi investerede i de farverige bukser man kan købe udenfor templet og blendede fint ind med alle de andre turister. 

Vi havde valgt at tage en longtail båd fra vores hotel og ud til Wat Pho. Dette er også en kæmpe turist ting. Her blev vi først sejlet ud til det flydende marked der kun er til for turister. Her havde vi så lige 20-30 min hvor vi kunne se på boder eller købe lidt mad. 

 

Vi faldt over en lille tuk tuk bil lavet ud af en Pepsidåse. Den lille souvenir synes Mathilde og jeg, at And skulle have. Hvis bilen overlever rejsen skal han da have den stående på sit arbejde. 

 

Herfra gik turen videre ad flodvejen mod Wat Pho. Selve sejlturen foregik i høj fart, og i en båd der bare i perioder klasker hårdt ned i bølgegangen. Du får også lige lidt bølgesprøjt på dig i ny og næ. Det var en fin måde at komme fra A til B på. Det var en af de oplevelser, hvor vi nu kan sige, at nu er det prøvet.

 

Vi kan desværre ikke sige at vi fik set Grand Palace. Vi var ellers i den retning. Men der foregik åbenbart en eller anden kæmpe begivenhed i området, som gjorde at der var fyldt med mennesker. Så vi navigerede gennem menneskemylderet ,og efter en lang varm dag, med hævede og trætte fødder, valgte vi at trække hjemad.

Gåturen hjem var via ChinaTown, og her er der bestemt ikke kedeligt at gå. Hold da fast et marked for alverdens tingeltangel. Næsten hjemme ved hotellet gjorde vi pit på en hyggelig kaffebar. Bangkok Story. Nøj, det var tiltrængt med en skøn iskaffe. Herefter skulle vi godt nok lige hanke op i os selv for at gå det sidste stykke til hotellet.

Tredje dag fladede vi, om formiddagen, ud ved poolen og nød solen. Vi fik også brugt en del timer i Central World, et stort shopping center, hvor mission “find en bikini til Malle” lykkedes, og drengene fik indkøbt en parfume. I centret var der pyntet fint op til jul, og der blev spillet julemusik, virkelig pudsig oplevelse…… for jul er ret fjern for os i år… det er som om at julestemningen ikke lige kommer til at ramme os. Faktisk aner vi ikke hvor vi befinder os til jul. Vi har jo kun planlagt en uge frem, men vi må nok hellere få tænkt lidt tanker snart.

Hjemturen fra Central World foregik i en tuk tuk, hold lige på hat og briller, det gik alligevel stærkt. 

 

Vi afsluttede dagen med at få god thailandsk mad tæt ved vores hotel, her sad vi i en sidegade og nød det livlige gadeliv omkring os. Super hyggelig afslutning på vores dage i Bangkok.

 

Nu er kursen sat mod Krabi