Phu Quoc 2/2

Phu Quoc 2/2

Vi var overhovedet ikke klar til at skulle forlade øen. And var via hotels.com faldet over en skøn perle. Det her sted var vi meget enige om, at vi bare måtte booke.

 

Lørdag ankom vi så til et mindre boutique resort, Peppercorn Beach, og vi fik den mest overdådige velkomst. Wow, her er bare så smukt og roligt. Man bor i de skønneste små hytter lige på stranden. Her er en fantastisk service. Der er et hav af unge ansatte, der bare ønsker at gøre ens dage uforglemmelige. Det er en vældig flink australsk gut, som har stedet med sin vietnamesiske kone. De er bosat i Sydney, og tager på skift et par ugers tjans på hotellet når det er højsæson. Desuden er de her sammen med deres børn i alle familiens ferier. Resten af tiden drives dette resort af de unge mennesker samt en Tante, som står for køkkenet, og en Onkel som står for haven og omgivelserne. Man fornemmer også den gode ånd mellem de ansatte. Det smitter virkelig af på os gæster. 

En af de ansatte, en gut ved navn Toan, fortalte os at alle de ansatte bor på resortet. Han kommer oprindeligt fra Hue. Han ønskede at dygtiggøre sig i engelsk, og da Phu Quoc er i en rivende udvikling mht turisme, så søgte han jobbet her på resortet, trods han er 2000 km væk hjemmefra. En gang årligt tager han hjem og besøger sin familie. 

 

På vores første dag her mødte vi en anden dansk familie. Hverken de eller vi har ellers mødt andre danskere mens vi har været afsted. Det var meget hyggeligt lige at udveksle rejserute og planer. De havde været afsted i 6 uger og havde 2 uger igen inden hjemrejse til Danmark.

 

Hver dag mellem 16-17 er der Happy Hour. Her er der bare lige den skønne detalje, at det faktisk er drinks på husets regning. Det er her alle gæster samles. Nogle vælger at tage deres drink med til stranden eller poolen, andre slår sig ned ved sofagrupperne ved baren. Super hyggeligt koncept. 

 

Faktisk blev Mathilde også introduceret til en Tequila Sunrise. Der var lige byttet om på hendes mocktail og And’s drink. Efter at have drukket 1/3 så kom Malle frem til at hendes var lidt bitter, og And synes at hans manglede lidt procenter. ‘Amen altså SKÅL da.

 

Hotellet ligger meget afsides og man spiser alle sine måltider her. Der er kun en lille lokal fiskerlandsby i nærheden, men her er der ingen spisesteder….  altså…. jeg mener nogle som falder i vores smag. 

 

Ellers noget af en oplevelse at gå en tur i den nærliggende fiskerlandsby. 

 

Her ser man de små selvbyggede huse, som holdes sammen af alverdens materialer, de farverige fiskerbåde og de cyklende eller gående børn i skoleuniformer. Alle kigger meget nysgerrigt på os.

 

Især børnene er meget imødekommende, hilser med et stort smil og siger “Hallo”. Når flere børn er sammen, er de lidt modigere og er klar til high five med os.

Her i denne by lever alle slags dyr også sammen i skøn harmoni. Der er et hav af vilde hunde,  som trisser roligt rundt i bybilledet. De lever også her på resortet. Hundene er her bare og man er helt tryg ved dem. De henvender sig ikke til nogen, de tigger ikke og de siger sjældent VUF og VOV. Jeg tror det er et sandt eldorado at være hund her, hvis man er tosset med seafood. Det er det store tag-selv-bord for dem. Krabber og andet fiske affald er let tilgængeligt for dem.

 

Alle i byen er beskæftiget med fiskeri. Mændene tager på havet om natten/tidligt om morgenen. Kommer hjem med dagens fangst, og derefter står kvinderne klar til at rense, klargøre og tørre fiskene. Imens slænger mændene sig i hængekøjen og får en slapper. Hen på eftermiddagen ser man mændene igang med at rense og klargøre deres net. Tja og sådan ser morgendagen nok også ud.

 

Vi må blankt indrømme, at ingen i Andefamilien er helt tossede med fisk, og efter at have været en tur rundt nede i fiskerlandsbyen, så havde jeg nu endnu mindre lyst til fisk. Det er dælme svært at sætte ord på det man ser, oplever og - ikke mindst - lugter. 

Der flyder med affald her ! 

 

Phu Quoc er en ø, som Vietnam satser på at gøre til et nyt ferie paradis, a la Thailand. Øen er omgivet af strande hele øen rundt. Både ved Long Beach og Ganh Dau Beach hvor vi boede ved, var strandene rene og vandet klart. Men men men….. du skal kun lige træde udenfor de skønne resorts, så flyder der med affald.

 

Vietnam har et enormt affalds problem generelt. Det skærer dybt i hjertet, når man ser hvordan fiskerlandsbyen feks, ikke får håndteret og gjort noget ved deres affald. I vandkanten flyder der med plastikflasker, poser, hygiejnebind og andet dagrenovation i vandet. Andre steder ligger det smidt i vejkanten, og på øde områder flyder det med efterladt skrald. 

 

Man står lidt uforstående overfor den manglende fornemmelse af bæredygtighed og miljøforståelse. Kan vietnameserne ikke selv se det er noget skidt, både at leve i og se på? Der kommer jo ikke bare lige nogen og fjerner det for dem. Jeg håber og beder inderligt til, at der arbejdes på en løsning for landet, både med henblik på at Vietnam virkelig ønsker at fremme turisme, og nu hvor turisme er blevet en stor indtægtskilde for landet.

 

Vi har selv forsøgt at passe bedre på miljøet undervejs. En nem måde at hjælpe på er, at medbringe eget net, når vi handler. Vi prøver at undgå alle disse plastikposer som samles sammen, og ender med at blive smidt ud i skraldespanden. Som turist har man også et ansvar for at passe på vores klode.

På Phu Quoc er der gang i et stort bygge boom. Overalt skyder der nye store resorts og hoteller op. De har bygget en stor forlystelsespark - Vinpearl Land - som man roligt kan sige bare venter på at blive indtaget af monstermange turister… 

 

Vi havde valgt at tilbringe en dag i parken. Det var den mest syrede oplevelse. Vi havde nærmest parken for os selv ! Der har max. været 200 mennesker i hele parken. Ret spøgelsesagtigt ! Faktisk havde vi også set frem til en dag, hvor vi kunne mæske os i lidt junk food, og holde en pause fra det vietnamesiske køkken, men der fik vi en lang næse. Lige på det område var de ikke helt med på beatet om, at servere lidt vestligt mad. Lidt pudsigt nu hvor målgruppen klart var  turister. Men mon ikke det kommer i form af en McD eller en Burger King.

Flere steder på øen ser man forladte huse og områder. Her er lokal befolkningen blevet købt ud, og nogle har tjent en formue på at sælge deres matrikel til opførsel af et nyt stort hotel eller lignende. Lige nu er øens første shoppingcenter også undervejs. Så ja, der er gang i en rivende udvikling, og det kunne være ret interessant at komme tilbage til øen om 5-10 år.

 

Hvis vi en dag returnerer til Phu Quoc, vil vi helt klart gerne bo på Peppercorn Beach igen. Her er bare så idyllisk og fantastisk.

 

Vi har virkelig nydt at være i de smukke omgivelser. WOW, vi har været i ferieparadiset. Her har det været muligt at snorkle, kajakke og låne mountainbikes. Vi har hygget med film om aftenen. 

 

Ligge og læse i en hængekøje har bare været så hyggeligt. Selv Mathilde blev ramt af læselyst her. Hun fik sørme knækket koden til, hvor fedt det er at læse bøger. Hun har i den sidste uge fået læst 5 bøger, og flere gange har vi fundet hende liggende og læse i en hængekøje. Det er dælme skønt at se.

 

Vi har både installeret Mofibo og Politiken Books, så vi går bestemt ikke ned på bøger undervejs. Så fed en opfindelse og en nem og let måde at medbringe alverdens bøger på sin rejse.

 

Vi har nu sagt farvel til Vietnam. Forhåbentlig bliver det et “på gensyn” til dette skønne land. Her er stadig så mange ting vi gerne vil have oplevet, og landet har så meget at byde på.

 

Nu flyver vi til Bangkok og herfra planlægger vi vores videre rute…