Hanoi

Hanoi

Vi bor på Splendid Holiday Hotel. Et forholdsvist lille hotel med 17 værelser hvoraf vi så har de to af dem. Personalet er super søde og meget opmærksomme. Det er bestemt ikke det mest luksuriøse sted, hvilket prisen også afspejler. Vi giver 167 kr. i døgnet pr. værelse incl. morgenmad.

 

Vi ankom til hotellet om aftenen og drog forsigtigt rundt lige i nærheden. Førstehåndsindtrykket af området var godt. Her virkede hyggeligt i de små gyder, stilen var cozy og området virkede besøgt og populært.

 

Hotellet ligger i den gamle bydel, lige ved siden af St. Josephs Katedralen og meget tæt på Hoan Kiem søen.

Den første hele dag i Hanoi valgte vi at slentre ned til Hoan Kiem søen. Denne sø er en af de store naturskønne pletter i byen, og er lidt af et samlingspunkt. Det er også her den karismatiske rødmalede bro er at finde. “Solstrålebroen” fører over til en lille ø med et tempel. I templet står en udstoppet skildpadde, som man mener har levet i søen i 400 år. Der skulle stadig leve en skildpadde i søen, og hvis man ser et glimt af den, så betyder det lykke.

 

Der er meget liv ved søen, og hvis du bare står en anelse stille, kommer der kvinder som vil sælge alverdens ting, og mænd der forsøger at sælge rejsebøger fra Lonely Planet. Der er ingen sure miner, hvis man afviser dem. Det virker også som om der er en del unge studerende, der bevidst prøver at komme i snak med turisterne på bænkene. Som om de griber chancen for at få talt lidt engelsk.

Ca. halvvejs rundt om søen spottede vi cafeen Highland Coffee, den lå i 3. sals højde og med udsigt til et trafikeret knudepunkt (man kalder det Hanoi’s Piccadilly Circus). Her slog vi os ned og observerede det hektiske liv og var ret fascinerede af den intense trafik.

 

Vi havde på forhånd læst, hvordan man skal begå sig i trafikken her i Hanoi, men at det er så vild en oplevelse….forstår man først, når man står midt i det.

 

Scootere flyver forbi fra højre og venstre, biler, busser, cyklister og en konstant dytten. Vi tænkte: “Holy moly vi kommer da aldrig over på den anden side af gaden”. Vi trak vejret dybt og kastede os ud i det. Vi vidste, vi ikke måtte tøve, når vi bevægede os over en vej. Det var som at være med i spillet “crossy road”. Mathilde var iskold, hun jonglerede sig adræt gennem kaoset. Første gang vi krydsede en af de store veje med 4 rækker scootere og biler i begge retninger, blev vi rigtig stolte og følte os virkelig seje.. 

 

Tricket er “bare” at gå stille og roligt ud på vejen og så bare tro på at scooterne ændrer retning og kører udenom. De kommer tæt på dig, men vi har ikke set et eneste sammenstød.

 

Anders og jeg har observeret, at der bliver kigget en ekstra gang på ællingerne. Vi tænker selvfølgelig…at det skyldes de pragteksemplarer vi har lavet… vi ved ikke om det skyldes Mathildes blonde hår og Nicholas højde, men vi skiller os ud i gadebilledet. 

Anden dag i Hanoi var vores lange udflugtsdag. Vi gik, kæmpede, hoppede, sprang os igennem byen.

 

Jeg kan lige indskyde, at der stort set ikke findes et fortov man kan gå på. De bliver nemlig brugt til scooterparkering, så man zig-zagger lidt mellem fortov, kantsten og vej. Vi besøgte først det gamle Citadel/flagtårn, som lå kombineret med militærmuseet. Her prøvede vi, efter bedste evne, at forklare ællingerne omkring Vietnams historie og Vietnamkrigen.

 

Vietnams historie er barsk, dramatisk og meget blodig. Landet har været plaget af et hav af krige. Det har været i franske, japanske og kinesiske hænder. Landet har udkæmpet krig mod Cambodia/de røde khmerer. Har været i borgerkrig med et opdelt syd og nord Vietnam og senest været udsat for den kolde krigs politiske uenigheder. 

 

Da vi forrige sommer var på roadtrip i USA, var Nicholas og jeg på “Newseum” i Washington, og så bla en udstilling om Vietnamkrigen. Vietnamkrigen var den første krig pressen dækkede fra. Pressen var i de sidste år med til at overbevise den amerikanske befolkning om hvor vanvittig, uforståelig og meningsløs denne krig var. Meget interessant museum hvis I skulle komme på de kanter og det kan klart anbefales.

 

Tilbage til vores udflugtstur…

Vestsøen og Tran Quoc pagoden blev også besøgt. Vi gik forbi Ho Chi Minh mausolæet og det faldt lige sammen med et vagtskifte.

 

Alle de nævnte steder er store turistmål og vi photobombede nok en del billeder.

 

Vi havde læst i en guidebog om en italiensk restaurant, Mediterraneo. Her blev pizzaerne beskrevet som byens bedste, og da det lå en spytklat fra vores hotel, så skulle det da testes. Det kan klart anbefales, både deres pastaretter og pizzaer var himmelske.

 

3. dag i Hanoi har budt på besøg i “Hoa Lo” fængslet, også kaldet Helvedeshullet. Det er et fransk fængsel fra kolonitiden og her sad mange politiske aktive vietnamesere. Det var beregnet til 450 fanger, men faktisk sad der over 2000. Pyha, der har været trangt i cellerne.

 

Fængslet blev også brugt under Vietnamkrigen, her var det blot amerikanske soldater som sad indespærrede. Her gik fængslet blot under navnet Hanoi Hilton.

 

Vores andefødder trippede også forbi Litteraturtemplet. Det var her, at mange forsøgte at tage eksamen fra Vietnams første universitet.

 

De få der bestod (1323 på over 300 år) fik deres navn på en mindesten, der var placeret på en statue af en skildpadde. Idag besøger mange gymnasieelever, før deres eksamen, disse skildpadder for at klappe dem på hovedet, så det kan bringe dem held. Tror vi må investere i nogle skildpadder tilbage i DK, for det må da give uanet meget held hvis man har dem som husdyr.

 

Litteraturtemplet lå i et parkområde som var symmetrisk opbygget. Da Mathilde hørte om opbygningen svarede hun lidt kækt, at det var da smart for så behøvede vi da kun at se halvdelen af parken. Tjaa, det havde hun jo egentlig ret i..

 

I mange offentlige parker er der optegnet badmintonbaner på asfalten, Mathilde fremviste lige lidt benarbejde til os. Nicholas skulle gøre kunsten efter og her fik vi et godt grin. Han ejer stive stænger og ingen koordinering i sit bevægelsesmønster. Det så meget morsomt ud, men han kæmpede bravt i øvelserne.

Vores sidste dag i Hanoi er gået med at slentre lidt rundt i nærområdet. Vi har fået købt nogle “fjerbolde” man sparker til ala fodtennis. En eller andet uidentificeret sport vi måbende har gloet på, når vi har passeret nogle aktive unge i parkerne. Det skal vi da prøve, når vi rammer en strand… så skal der dystes i Andefamilien. 

 

Slutteligt nåede vi også at opleve et vanddukketeater. Lidt spøjst. Det var små historier/anekdoter hvor drager, skildpadder, fisk og dukkemænd/koner blev styret via pinde rundt i vandet. Dukkeførerne står i vand til livet bag kulisserne. Der er musikere som spiller og synger til de forskellige scener.

 

Hanoi har været en vild oplevelse. Især med hensyn til trafikken og det hektiske liv der er på gaden. Her er hyggelige cafeer og vi blev gode til at spotte roof top stederne, hvor vi kunne sidde uforstyrrede og falde i staver over trafikken. Alle vi har mødt har været søde og hjælpsomme, som turist føler man sig velkommen. Der er ingen tvivl om at både vi og ungerne har set levevilkår langt fra vores vestlige forhold. Det har været meget lærerigt. Vi kan klart anbefale andre at opleve byen i nogle dage, derefter glæder man sig også til mere rolige forhold og renere luft ! 

 

Næste stop for os er Mai Chau.