Hong Kong

Hong Kong

Vi landede i Hong Kong klokken 5 torsdag morgen. Ingen af os havde fået sovet i løbet af natten på flyveturen. Filmfælden fangede os på flyet, og pludselig var 7,5 time bare fløjet afsted.

 

Med udsigt til at vi først kunne tjekke ind kl. 14, så skulle der graves dybt efter overskud og tålmodighed hos os alle 4. 

 

Vi tog en taxa fra lufthavnen til vores hotel “Butterfly on Prat”, som ligger i bydelen Tsim Sha Tsui, Kowloon. En lille hektisk lokal gade, dog med en McDonalds 30 m henne af gaden.

 

Vi var så heldige, at der blev sat os i udsigt, at vi kunne få vores værelse kl. 10, så det var “bare” 4 timer, vi skulle vandre rundt i området. Hotellet udleverede en 4G dongle. Vildt smart for turister som os, der nu kan være online, logge på Google maps, og undersøge facts om byen på farten. Kæmpe plus og god service af hotellet. 

 

Vi fandt hurtigt frem til en Starbucks og fik tanket lidt op. Byen var ved at vågne, og vi svimlede en anelse rundt. Heldigvis kom vi forbi Kowloon Park, og den søgte vi tilflugt i.

 

Kowloon Park er en (noget) mindre udgave af Central Park i New York. En skøn oase i byen med masser af hyggekroge hvor vi plantede os på et par bænke og nød freden. Det var en god måde at undgå interne "stridigheder", da vi alle var ramt af søvnmangel og jetlag. Det endte faktisk med at være ret hyggeligt.

 

Parken er offentlig og har mange faciliteter. Der er et område med flamingoer og diverse fugle. Der er et stort offentligt swimmingpool område samt sportscenter, og så er der et hav af legeområder. Parken er velbesøgt men det føles ikke crowded.

Nå, men som sagt stenede vi lidt her og observerede menneskerne omkring os. Især den ældre generation fascinerede os. De udførte kinesisk morgengymnastik, om det er Qi-Gong eller Tai-Chi, har jeg ikke forstand på, men det var ret meditativt at se på. Meget rolige bevægelser og gode balance øvelser. 

 

Præcis kl. 10 stod vi klar på hotellet, og vi var klar til at vælte omkuld på vores værelse. Vi sov 5 timer og hentede Mac-mad. Den stod bare på hygge og rafling om aftenen.

 

Anders har tidligere i forbindelse med sit daværende arbejde, rejst en del til Hong Kong og er pænt fascineret af byen. I 2000 var Anders og jeg her sammen. Her blev vi på 2 dage udsat for noget af en sightseeingtur af nogle tidligere kollegaer til Anders. Den oplevelse lå stadig lidt latent i mig.

 

Dengang nåede vores bagage ikke frem, mens vi var her. Vi blev kastet ud i, for mig, meget udfordrende spise, og det var noget af et kulturchok for mig. Det skal til den oplevelse siges, at jeg var gravid, uden at ane det, og var kvalmeramt. Jeg var ekstremt følsom på lugte/dufte, så forestil dig at få serveret et mistænktligt sort æg der var kogt i the fra et gadekøkken, mens alle sad begejstrede og forventningsfulde og kiggede på os. Her slog min mave godt nok kolbøtter og aldrig har jeg prist mig så lykkelig for at alt kan skylles ned med cola.

 

Mit ønske, når vi var tilbage, var ikke at stresse, og dermed nyde byen på en anden måde.

 

Fredag startede vi ud med en lækker omelet, og fortsatte derefter ned mod havnen. Det var udflugtsdag i Andefamilien. Vi tog en Star Ferry (koster 2 kr. pr. person!) over til Hong Kong Island. Herfra tog vi taxa op til Victoria Peak. 

 

Victoria Peak er et smukt udsigtspunkt og er et must see. Her får du en helt ubeskrivelig udsigt over Hong Kongs skyline. En udsigt over byens skyskrabere fra øens højeste bjerg. Det er måske knap så idyllisk lige når du ankommer til bjerget. Du ankommer nemlig til et stort shoppingcenter, men selve tagkonstruktionen af centeret er en 360 graders tagterrasse, hvor du kan få skudt nogle rigtig fine billeder.

 

Når man kommer ud af centeret, er der en masse smuk natur at opleve. Her er der forskellige vandreruter, hvor man i skygge, fred og ro kan nyde den imponerende udsigt.

En anden oplevelse der knytter sig til Victoria Peak er transporten. Vi valgte at tage The Peak Tram ned fra bjerget. Det er en gammel kabelbane fra 1888. En meget anderledes transportform og sjovt at prøve. Der er 2 vogne og det kan have omkring 100 mennesker med, og så går det ellers 800 m stejlt ned, altså som i virkelig stejlt nedad. 

Aftenen blev nydt ved havnepromenaden. Vi tog plads på trappen ved Hong Kong Museum of Art, og havde udsigt ud over Victoria Harbour. Kl. 20 startede der lys/lasershow med musik og skyskraberne oplyste den fantastiske skyline.

 

Vi havde aftalt at være lidt modige ved aftensmaden, og valgte derfor en lokal kinesisk biks nede i en kælder. Vi bestilte vores retter og det blev ikke lige den succes vi havde håbet. Tror Mathilde og jeg var dem der havde valgt mest heldigt. Vi fik indtaget en passende mængde, så vi ikke fornærmede nogen. Nicholas havde lidt svært ved at overskue sit. Pyha igen er det imponerende så meget en cola kan have af værdi og være en redning, når der skal skylles efter.

 

Mac D blev ældste ællings redning og han fik lige lidt natmad med på værelset. Vi er enige om, at taktikken når vi går ud og spiser lidt vovet er, at der fremover bestilles 2 forskellige retter og så må vi hjælpes ad.

Sidste hele dag i Hong Kong blev brugt her i området. Anders og jeg startede morgenen tidligt med en løbetur... vi så byen vågne. Det er en meget god måde at nå lidt længere væk og få set noget, man ellers ikke ville støde på. Mathilde har fået lavet en del lektier og Nicho har støttet hende, mens han samtidig har stenet lidt serier. Aftensmaden blev indtaget på en italiensk restaurant, her blev vommerne fyldt med velkendt mad. 

 

Nicho og jeg har en anelse svært ved at skifte døgnrytme. Vi er hel groggy om morgenen, men til gengæld peaker vi hver aften. Ham Ole Lukøje kan ikke rigtig få sendt os i drømmeland. Vi blev da lidt mere vågne efter mødet med vores meget underholdende og energiske taxachauffør på vej til lufthavnen. Han sørgede for vi forlod Hong Kong med de største smil og et grineflip.

 

Næste stop er Hanoi, 1000 tak til Hong Kong. Det har faktisk været rart at opleve byen i vores tempo.