Overraskende Dubai…

Overraskende Dubai…

Vi landede kl. 02 natten til søndag, og havde bestilt en afhentning via vores hotel. Flyveturen med god plads var der intet at klage over. Faktisk var der et ledigt sæde på begge vores rækker.

 

Vi har gjort lidt ud af, at fortælle ællingerne at der undervejs vil blive prioriteret lidt, for at vores penge kan række længst muligt. Nogle steder har vi valgt familieværelse fremfor 2 værelser. Her i Dubai havde vi valgt familierum.

Hold da magle en overraskelse der mødte os på Tamani Marina Hotel. Vi bor på 33. sal, og har en stor lejlighed på 120 kvm med 4 badeværelser, så vores forestilling om et trangt rum, med alt vores bagage blev hurtigt afløst af vores måbende ansigtsudtryk. Sikke en luksus at starte ud med.

 

I Dubai havde vi ikke alverdens planer, andet end at vi lige skulle finde ned i gear og som familie lige finde ind til den afslappende feriestemning, hvor der er plads til alles forskelligheder.

Anders og Mathilde har knoklet på lige ind til afrejse og for dem gjaldt det om at få trukket vejret helt ned i maven.

 

At Dubai har vokseværk og har ry for, at det ene eller det andet skal være verdens største eller højeste, finder man hurtigt ud af.. Det er svært at forestille sig at Dubai har været en lille fattig fiskerlandsby…Nu er det en giga storby med en smuk skyline som man bliver fascineret af.

 

Vi er blevet positivt overrasket over Dubai. Her er seriøst alt !

En smuk Marina hvor der ligger de hyggeligste restauranter som perler på en snor, ja og ikke at forglemme de kæmpe  både der ligger fortøjet langs kanten. Der er lidt Monaco stemning over havneområdet.

Her fra marinaen tog vi en sejltur af en times varighed. Turen gik forbi luksushotellerne Burj Al Arab og Atlantis Hotel, videre under palmeøen, og vi nød udsigten til Dubais skyline fra vandsiden. Den var bestemt ikke at kimse af.

 

En tur på stranden har vi også “nydt”.. det blev kun til et par timer. Det var altså for varmt, og når vandet ikke engang kunne køle os ned, så blev det lige i overkanten for os alle. Men vi benyttede lige badeturen til at få testet vores nye GoPro.

Burj Khalifa, verdens højeste bygning, tog vi en tur op i eller det vil sige, vi tog lidt over halvvejs, 452 m.

Offenligheden har kun adgang til etage 148 men det er vist også rigeligt, i hvert fald hvis man også skal kunne se noget.

 

Vi har efterhånden prøvet at være oppe i en del høje bygninger, Eiffeltårnet, Rockefeller, Empire State og Rundetårn. Burj Khalifa var absolut et besøg værd, ca. 200 kr pr person, en elevator-tur der tager 1 minut, og så står du i den 828 m høje menneskeskabte bygning. Der er skærme undervejs i køsystemet som fortæller historien om bygningens tilblivelse. Køsystemet fungererede og det virkede ikke klaustrofobisk (en målefaktor som vægter højt i vores familie).

 

I forbindelse med Burj Khalifa ligger der et KÆMPE shoppingcenter, Dubai Mall. Det er det største center vi nogensinde har været i. Der var indendørs skøjtehal og husede også Dubai akvarium (som også skulle være verdens største) altså et gigantisk indkøbscenter.

Til dem der har set Find Nemo, så følte jeg mig her lidt som Dory.. Jeg mantraede dog ikke “bare svømme” men “bare kigge” , det blev en fast summen i mit hoved. Og vi formåede faktisk ikke at shoppe - overhovedet.

 

Alle havde omtalt vandshowet ved Burj Khalifa/Dubai Mall som et must see. Vi slentrede rundt i centeret i nogle timer og ventede på at solen skulle gå ned. Vi tænkte, at nu kom der det vildeste vandshow med musik, og vi var ikke et sekund i tvivl om at det ville overgå alt hvad vi havde oplevet før. Vi blev dog lidt overraskede da det varede under 5 min! Til gengæld var det smukt i det korte tidsrum. Vi har tidligere oplevet vandshow i Las Vegas, Barcelona og i den spanske havneby Port Salou som var mere fascinerende.

Dubai har taget os med storm og har virkelig overrasket os positivt, Her er en rolig atmosfære, og til trods for det er en storby virker den ikke hektisk, her er så rent og pænt. Metro systemet er nemt og overskueligt. Man føler sig tryg.

Det er dejligt, at når man er ude at spise om aftenen, så serveres der ikke alkohol, man møder ikke disse utrygge fulde typer, som kæfter op og sejler utilregneligt rundt i gadebilledet.

 

Så alt i alt en meget positiv oplevelse og absolut et sted vi gerne vil tilbage til. Vi har et besøg i Dubai Miracle garden til gode, da der desværre var sommerlukket.

 

Med alt det vi har fornemmet, set og mærket her ved vores ophold i Dubai, så kan man ikke lade være med at tænke på om byen er ligeglad med miljø/klima/energi/ressourcer. Indendørs skiløjper som køles ned til -8 grader, ja i det hele taget at skulle levere aircondition til alle disse glastårne, og ikke at forglemme alt det rindende vand der også forbruges hver dag. Den øgede turisme skaber behov for flere sandstrande til disse luksushoteller og villaer der opføres, så uden hensyn til miljø begraver man koralrev under de store kunstige øer. Det er tanker der nager lidt i disse idylliske omgivelser.

 

Solenergi bliver der satset stort på, så det er vidst rent faktisk muligt, uden dårlig samvittighed, at tage en tur på skiløjpen, det er vist nærmere vandforsyningen man skal være bekymret for.

 

Tak til varme Dubai - i aften går turen til Hong Kong.