Så er vi samlet…

Så er vi samlet…

I dag var sidste arbejdsdag for Anders - det blev ikke et "farvel", men “på gensyn”. Som nævnt tidligere, så går alting i øjeblikket forholdsvist stærkt her i Andereden, og der sker hele tiden ændringer i planerne. Faktisk kan vi godt mærke, at både familie og venner bliver lidt hægtet af i informationerne, for vi har et standpunkt til vi tager et nyt.

Anders havde oprindeligt sagt op. En kæmpe beslutning som krævede mod og overvejelse. Pludselig stod vi en situation, hvor ingen af os havde job at vende tilbage til. Den følelse havde vi fra 31. august og frem til d 12. oktober. I dette tidsrum følte vi begge en fantastisk frihed, og vi havde følelsen af at være i samme båd og alligevel en ubeskrivelig fornemmelse af, at det nok skulle gå trods alt. Vi skulle nok finde på noget…

At det så allerede inden vores afrejse viste sig, at Anders blev genansat i Royal Unibrew - nu i en anden afdeling, og i et job han følte passede spot on - havde vi nok ikke set komme. Så HR afdelingen har han holdt lidt ekstra beskæftiget. Først med orlovspapir, så med opsigelse, så med kontra-opsigelse, og nu tilbage i orlovssituation med jobstart senest 1. april 2018. Det har været noget af en oplevelse at følge, altså set med mine øjne fra sidelinjen….

Jeg kan nu alligevel godt mærke, at And glæder sig til sin pause fra arbejdsmarkedet, dog har han en god mavefornemmelse mht hans nye stilling, og det er en rar fornemmelse at rejse ud med.

Der er, og har været, en del bolde at holde styr på mht vores rejse, og der er helt sikkert noget vi ikke har tænkt på eller har overset. Vi er igang med at pakke vores personlige ting i kasser, og alt roder afsindigt her i reden. Både And og jeg kan godt lide “telt-orden”, så det giver lidt uro når hjemmet sejler..

For mit eget vedkommende har jeg været lidt i et vakuum her på det seneste. Jeg har virkelig haft svært ved at overskue noget, og har manglet lidt handlekraft. Synes jeg snurrer rastløst rundt. Jeg er pt mester i overspringshandlinger, når det handler om at få udført nogle praktiske ting.

Så det der med at min pause bla skulle udnyttes til at sørge for daglig motion, sund veltilberedt mad og ikke se noget som en sur pligt. Det har overskuddet ikke lige været til de sidste 14. dage.

Til gengæld har jeg lært, at der er noget der hedder psoasmusklen ;-)) for dælen der er jeg ramt. Man siger at psoasmusklen er sjælens muskel. Det passer nok meget godt hos mig, Jeg har her i min pause brugt meget energi på at få ro i hovedet og stoppe mit tankemylder, været meget søgende på det mentale og her på øverste etage hviler jeg meget fornuftigt i mig selv. Derfor bliver jeg noget overrasket over at kroppen nu reagerer. Men når jeg tænker efter giver det alligevel mening for mig. 

Det sidste halve år har været total syret, og jeg havde ikke forestillet mig den drejning mit liv skulle tage på godt og ondt. Det der med at mærke efter, stoppe op og lytte til sig selv kan rent faktisk være temmelig hårdt. Jeg er på visse områder pleaser, og perfektionistisk anlagt, og jeg ynder helst ikke at komme ud af min komfortzone. Så at trække stikket med en pause samt en stor langvarig rejse, er at bringe sig i en situation som må betegnes at være meget angstprovokerende, men dælme også en læring om en selv.  

Lige nu har jeg en følelse af at min krop reagerer big time, og jeg har nok mere frygt og angst i mig mht hvad der dog skal blive af mig end jeg har været bevist om.

Så selv om jeg har gået hjemme, så er jeg mere end klar til at familien er samlet, og vi skal starte med at dase i varmen i Dubai og finde os til rette som nomader.