Afviklings-fase

Afviklings-fase

Vi har nu i så lang tid vidst, at den 21/10-2017 er datoen hvor vi skal sige farvel til Danmark, venner, familie samt hele vores trygge base. Med kun 1 måned til afrejse er det uvirkelige ved at blive virkeligt! Lige nu er vi gået ind i en slags afviklingsfase. Vores oprindelige plan med orlov, lade hus og biler stå uberørt på matriklen, og vente på vi kom hjem, har vi revideret. Især nu hvor både Anders’ og min jobsituation hænger i det uvisse.

Derfor har vi taget beslutningen om at sælge begge vores biler. Den ene er allerede solgt og den anden sælges så snart Anders har sidste arbejdsdag. Av for den da… en dejlig besparelse og hvorfor dog have dem stående og være så stor en udgift.

Huset forsøger vi at udleje. Vi har været rundt hos de lokale ejendomsmæglere og tilbudt vores bolig som udlejning. Derudover har vi oprettet vores bolig på boligportalen, og så må vi se om der sker noget. Nu forsøger vi om det lykkes, og sker det ikke, så har vi en familie som passer det, og flytter ind i ny og næ. Huset er så den eneste udgift vi har, mens vi er væk.

Det har faktisk været ekstremt sundt for os lige at få gennemgået vores poster på budgettet og tage en slags oprydning. Vi har de sidste 10 måneder levet yderst fornuftigt og sparsommeligt, dog ikke været fanatiske, men har tænkt en del over vores udgifter og hvad vi bruger penge på.

Faktisk har den sidste måned stået på en del oprydning generelt. Vi har tømt ud i skabe, på loftet og ryddet op i vores skur. Det har nærmest været en slags rejse i sig selv. Hvad vi ikke har haft opbevaret af minder eller ting som åbenbart har været så vigtige og uundværlige for os, er dælme vildt. Ting som bare har stået hengemt og glemt, er der nu blevet sorteret groft i, faktisk var der ikke meget der overlevede. Pludselig blev det så meget nemmere at få taget hul på denne oprydning. Vi har haft et andet mindset pga. vores rejse, og det at få ryddet lidt op i ens bagage gør, at der opstår en slags følelse af lethed for hver ting vi smed ud, og det var en ret syret oplevelse så ens og afklaret vi var, når der skulle vurderes om en ting var dømt ude eller inde i vores liv.

Vores vaccinationer er på plads og vores rejseforsikring mangler blot vores underskrift. Generelt har alt det praktiske mht. kommunikation med vores forsikringsselskab, pensionsfirmaer, teleselskaber, bank og ambassade forløbet nemt og overskueligt.

Som I kan fornemme, så er vi ved at være klar til at stemple ud...